Tekst: Søren-Peter Fiirgaard. Fotos: Michael Ersted.

Sceneskift bag kulisserne på Ridehuset

Et band – lad os for nemhedens skyld kalde det band 3 - kommer gående over mod de tre skurvogne, der står bag Ridehuset, og som udgør backstage-område for de bands, der skal spille i den gamle bygning. Der bliver sagt goddag til folkene fra RMF, som står for afviklingen, vekslet et par hurtige kommentarer om hvilken scene, bandet skal spille på, og hvilken stil, der spilles, men så heller ikke meget mere. For de næste tre timer er bandet en del af det logistiske maskineri, som en festival også er.

Bandet og deres hjælpere har travlt og smutter hurtigt over til RMF’s teknikere, der står for afviklingen af koncerterne i Ridehuset.

Her kan det godt være, at der er noget af en larm, for et andet band – band 1 - står og giver den alt, hvad de kan i deres sidste nummer. Og da konferencieren med en kæk kommentar har fået publikum til at sige meget pænt farvel til band 1, og de forlader scenen, så skal band 3 til at have det lange ben foran. Der skal stilles op og gøres klar, og det sker så til tonerne af endnu et band – som vi kan benævne band 2.

Forstærkerne skal stilles frem, stikkene skal i, mikrofonerne skal på plads i stativerne, og det flere hundrede kilo tunge trædeorgel, der er en fast bestanddel af band 3’s helt originale sound, skal naturligvis også mokkes på plads. Forsangeren må erkende, at der ikke er tid til at fjerne en plet fra silketørklædet, og der bruges et par kostbare minutter på at fjerne en mindre koloni af mus fra orgelet.

Det svære c-stykke
Minutterne er nemlig kostbare, for der er efterhånden kun en halv time til, at band 3 vil blive betegnet som rockens nye håb af den konferencier, som bassisten har fået et godt øje til, sådan set fra halvmørket bag tæppet. Et hurtigt tjek for lukkede mikrofoner kan det lige blive til, inden band 2 går i gang med sidste rundgang i sidste nummer af deres 40 minutter sæt.

Tid til at få stjernenykker er der ingen af, for nu har band 3 endelig chancen for at lave lydprøve. Den kommer til at foregå uden guitaristens lykke-plekter, som han har glemt i den jakke, han smed, da der skulle slæbes grej ind. I en ruf lykkedes det lige at gennemspille halvdelen af det stensikre hit ”Smashed Blocked”, inden der kaldes til ro og orden. Den svære overgang til c-stykket har bandet heldigvis øvet sig ekstra på hjemme – man er vel semi-professionelle. Så kvartetten sætter sig ud bagved en håndfuld minutter, får sig en halv sodavand, inden det, de har drømt om, bliver virkelighed foran et frådende publikumshav, hvoriblandt flere notabiliteter fra den internationale musikbranche selvfølgelig er til stede.

Cigaretter og trusser på scenen
Det kører ikke bare godt - det kører rigtig godt. Ja der kastes endda både cigaretter og trusser op på scenen, så gode er band 3. Men tid til ekstranumre er der ikke, for band 4, 5 og 6 skal også have deres 40 minutters koncert, så band 3 er lige så kollegiale som alle de øvrige, der skal spille i Ridehuset. De dropper et omkvæd og c-stykket i ”Smashed Blocked” – hvilket også er nødvendigt, hvis de skal nå at få trædeorgelet med hjem.

Band 3 rigger af i en ruf, og så er det ellers over i bandrummet, der er placeret i skurvognene bagved Ridehuset, for at snakke setlisten igennem, give hinanden kritik og være enige om, at det mindst var til syv stjerner på Gaffas hjemmeside. Sangeren gnubber pletten af tørklædet, bassisten ser sig om efter konferencieren, guitaristen finder sit plekter og så er det ellers ud af vagten, for band 7 – eller er det band 8 – er på vej over pladsen med deres gear.

Morten Kjeldsen, RMF

De kan jo li’ det
Lyder denne her historie som noget, der kræver en anmeldelse til arbejdstilsynet, så glem det. For det heftige tempo er nemlig nødvendigt for at kunne afvikle så mange bands i Ridehuset. Og både de 30 teknikere fra RMF, der sørger for at alt klapper, og de mange musikere ved, at det simpelthen er nødvendigt med stramme tidsplaner, for at det kan lade sig gøre.
Og spørger man den ansvarlige fra RMF, Morten Kjeldsen, så er det gået mere end bare almindelig godt med at få de mange musikere ekspederet gennem møllen.
- Musikerne er skidegode og meget veldisciplinerede. Alle har de været klar over, at der ikke er nogen stjerner her, at alle får den samme behandling, og der har ikke været problemer med bands, der har forsøgt at spille ”over tiden”. Vi kan også mærke på publikum, at de også er klar over, at det altså er 40 minutter sharp for hvert band, siger Morten Kjeldsen. 
Som eksempel giver han Kira and The Kindred Spirit, der var et af aftenens sikre hits, stoppede efter 35 minutter for at kunne give et ekstranummer og samtidig holde sig inden for de 40 minutter, der har været afsat til settet.

Godt flow
I forhold til sidste år, hvor der kun var en scene, synes Morten Kjeldsen, at der har været et bedre flow i afviklingen af koncerter. Det selvom der altså har spillet 13 bands lørdag mod otte sidste år. Godt nok har tidsplanen været stram, men det har alligevel været lettere at gennemføre koncerterne uden forsinkelser.
- Jeg synes, vi har kunnet give gode sceneforhold på begge scener. Sidst vi havde to scener i Ridehuset, var der en stor og en lille scene, og her blev der en eller anden form for nedprioritering af den lille scene. Det har vi undgået i år, siger han.