|
Lis Er Stille - en af mange gode
koncertoplevelser på SPOT.
FOTO: Michael Ersted
|
|
|
Det er altså rart at solen skinner i dag!
Men det er også dejligt, at kunne konstatere, at årets SPOT Festival bød på rigtig mange spændende og gode koncertoplevelser.
Så først og fremmest tak for den gode danske og nordiske musik!
Som den japanske musikpromoter, Ken Kamenoi, udtrykte det: ”Jeg har oplevet en festival med en fantastisk atmosfære, hvor musikkens kvalitet generelt har været høj, og hvor det har været dejligt at bevæge sig rundt fra sted til sted og høre musikken.”
Hos ROSA hersker der også en glad og tilfreds stemning. Alle – der har deltaget i afviklingen af SPOT er godt nok små-trætte, matte og lidt rustne i stemmerne. Men de fleste er enige om, at det er gået rigtig godt i år.
Jeg noterer mig, at der er blevet ydet en fremragende service af publikum og gæster på de fleste områder. Vores akkreditering gik desværre i ged på førstedagen – det var ærgerligt og hårdt både for dem foran og bagved skranken.
Imens sled bar personalet fra Fatter Eskil sig varme under kølige forhold.
Der blev hentet og bragt gæster fra fjern og nær.
ARoS’ udstillingspublikum blev eskorteret gennem festivalpladsen med et smil.
Personale og vagter ved døre og indgange løste de momentane pressituationer efter bedste evne.
Igen i år var der en dejlig atmosfære i Århus Kunstbygning, hvor medarbejderne sammen med de tjekkede afviklere fra Oppenheimers Eftermiddag sørgede for nogle fine koncertrammer.
Publikum og gæster flød ud og ind mellem scener og spillesteder – de yderste scener som Train og VoxHall oplevede stort rykind, dog også enkelte koncerter småt med publikum, men løste opgaverne kompetent og serviceminded.
Svalegangen var som ventet et hit som nyt koncertsted.
Gaffa lukkede og slukkede med en tæt besøgt natte-firma-fest på havnen og har endnu en gang været en rar, loyal og kompetent partner for ROSA.
Mange flere kunne – og burde måske nævnes og roses i denne sammenhæng. De positive og altid sceneklare konfrenciers! Cateringfolk. SPOTCAST-afvikling. Hegnsfolk, madsælgere og opryddere!
Næsten arbejdsløse samaritter og venlige Amnesty-medarbejdere. Seminarplanlæggere.
Forskellige DR-redaktioner på evig jagt efter musik og gode historier. Vore ”egne” journalister og fotografers utrættelige indsats!
Langt de fleste, der har båret opgaverne har meldt glade og tilfredse tilbage – så hvorfor skulle vi andre så ikke også være det!
Meningerne om SPOT som begivenhed er naturligvis mangfoldige. Godt det samme! Forslag til forbedringer eller ændringer har vi også modtaget. Tak for det! Vi forbedrer og udvikler os gerne.
Men vi ændrer ikke på vores formål med SPOT: at skabe og udvikle en brugbar formidlingsramme for dansk og nordisk musik, der kan støtte den nordiske musiks synlighed både hjemme og i den store verden.
Så længe interessen, behovet og opbakningen fra musiklivet er til stede og der kan skabes kulturpolitisk opbakning til arbejdet!
SPOT er ikke et politisk korrekt svar på alle musikkens behov, men et redskab, der kan – og bliver – benyttet af mange.
Hos ROSA glæder vi os, når det går godt for seriøse danske orkestre – uanset genre eller stilart – og uanset, om det enkelte bands er kendt af få eller mange!
Derfor en stor, stor tak til alle, der har støttet os i dette arbejde. Lagt timer, sjæl eller kroner i arbejdet – eller bare givet os et skulderklap undervejs.
Forhåbentlig mødes de fleste af os til næste år. Kolleger, gæster, publikum, partnere, musikere, komponister og selvfølgelig de mange nye vi endnu ikke har mødt!
Tak for i år.
Gunnar Kloppenborg Madsen Leder af ROSA – Dansk Rock Samråd Ansv. for SPOT Festivalen.
|