De stærke individualister fandt fornemt sammen, da Yellowish spillede smuk koncert i Ridehuset

Tekst: Pelle Sonne Lohmann. Foto: Toke Hage.

Okay, Yellowish, pillen er slugt og hengivelsen nu atter total. Som skrevet og konkluderet i kølvandet på jeres Musikcafé-koncert for et par måneder siden, er meget sket siden de gryende stunder af jeres karriere: I har løbende ændret bandbesætningen en smule, hvilket har medført et ikke ubetydeligt stilskifte, men transformationen synes nu fabelagtigt fuldendt.

Når Yellowish formidler sit bagkatalog så fornemt, som det her er tilfældet på denne tolvte Spot-festival, accepterer man uden videre, at den tidligere fokus på rendyrket, guitarbaseret støjrock er erstattet af et mere synthbaseret, eftertænksomt og yderligere vokalbåret udtryk.

Laura Noszczyk har mere eller mindre overtaget frontfigurtjansen fra bandets tidligere omdrejningspunkt Aage Hedensted (hvis inderligt vidunderlige soloprojekt Slowburn i øvrigt i dén grad bør tjekkes ud!), men hun udfylder rollen flot med sin silkebløde og sommetider mildt skingre vokal og sin luftigt indtagende gestik. Aage selv er "degraderet" til små, vokale indstik, men er fortsat kolossalt betydningsfuld for bandets samlede lyd i kraft af sit huggende, men også ofte nuancerede guitarspil. Bassist Lars Madsen fremstår som altid gedigent overlegen med sin ekvilibristisk alsidige facon, mens Andreas Bundgaard fryder bag sine gryder med et højt anlagt spil, der indfries minutiøst og ofte lidt særpræget – på den gode måde, som man vist siger.

Altså har vi denne lørdag eftermiddag at gøre med fire heftigt kompetente individualister, der oven i købet har mestret at finde ind til hinanden og skabe noget symfonisk sammen. Strålende numre som "This Is My Direction", "Awake" og undergrunds-nyklassikeren "Lisa Could Die For Elvis" (der stod alene om at repræsentere Yellowish´ forrige plade, da sætlisten ellers udelukkende var sammensat af numre fra den aktuelle toer, "So Bright") bliver flot formidlet til stor fornøjelse for det anselige publikum, der også kan glæde sig over en noget nær perfekt lyd i Ridehusets rare ramme. Et par enkelte numre fremstår en smule mere anonyme, men diversiteten er nu alligevel altid til at få øje på i tilfældet Yellowish.