 |
|
|
|
Lovende, men lettere rodet festivalåbning ved nyeste navn på Crunchy Frog
Tekst: Ole Rosenstand Svidt. Foto: Toke Hage.
Et af Spot-festivalens hovednavne var den svenske elektro-singer-songwriter Jenny Wilson, som skulle have åbnet festivalen fredag eftermiddagen. Men med to dages varsel aflyste Wilson grundet lungebetændelse, og i al hast blev det noget mindre danske band Wolfkin hevet ind som erstatning.
Med andre ord var det en noget utaknemmelig opgave, Wolfkin havde fået. Men gruppen gik på med krum hals. I studiet er Wolfkin en duo bestående af to sangere og multiinstrumentalister, men live var de udvidet med bas, trommer og keyboard, mens de to frontmænd håndterede hver sin guitar – den ene af og til også et keyboard. Og det gik over stok og sten i ganske højt tempo med en række forholdsvis korte og fortrinsvis hurtige sange – med Det Elektriske Barometer-hittet ”A Vacant Heart” som en mere afdæmpet undtagelse.
Wolfkin udgiver snart deres debutalbum på det højt respekterede københavnske selskab Crunchy Frog, og det skulle jo borge for kvaliteten. Umiddelbart lyder Wolfkin da også nærmest som et Crunchy-all star-band: Deres musik trækker både på guitarrock med surf-indslag a la The Raveonettes, festlig attitude i stil med Junior Senior og massevis af analoge synthesizere, der giver associationer til epo-555. En af Wolfkins særtræk er brugen af to leadvokaler, til tider med den ene i front, andre gange tæt sammenflettede i call-response-agtige duetter. Oven i det fik vi fornemt korarbejde fra bassisten samt hele to gæstesangere, en af hvert køn.
Wolfkin leverede en ganske energisk koncert med flere sange, der kunne lyde som potentielle hits. Imidlertid trak det lidt rodede lydbillede og den ikke alt for tighte aflevering ned i det samlede indtryk. Ifølge ROSA var koncerten på Spot kun gruppens femte alt i alt, selvom gruppens medlemmer har stor erfaring fra andre grupper. Så mon ikke Wolfkin bliver en bedre oplevelse om fem-ti koncerter mere?
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
