 |
|
|
|
Det manglende publikum gjorde det svært for det charmerende orkester
Tekst: John Fogde. Foto: Morten Rygaard.
Det var svenske Whyte Seeds, der skulle lukke Train lørdag aften med et brag, men desværre for dem og de cirka 50 gæster, der var mødt op, havde de fleste af festivalens gæster valgt at runde festivalen af i selskab med de danske bands, der spillede i den anden ende af byen.
Kvartettens fire medlemmer forsøgte at tage opgaven med et smil. Men de var tydeligvis vant til at spille for en del flere mennesker, og irritationen kunne ikke undgå at skinne igennem. Bandet skulle ifølge deres pressemateriale have skiftet fra garagerock på deres første plade til en mere poleret lyd, og det sidste er i hvert fald ganske rigtig. Der var ikke meget snavs og støj over den melodiøse omgang popmusik Whyte Seeds leverede ofte med ganske store ambitioner og armbevægelser.
Det ubestridte højdepunkt kom desværre allerede med de tredje nummer, der er en vanvittig melodiske ”Bold As Love”, der befinder sig i samme musikalske land som The Divine Comedy eller hedengangne Gangway. Det er en popperle af en sådan karat, at den burde ligge i vildeste rotation på verdens radiostationer sommeren igennem.
Desværre var der ingen af de øvrige sange, der tilnærmelsesvis nåede samme niveau, men bandets energi og selvironi hjalp dem et godt stykke af vejen. Og så var det utroligt at høre et nummer fra 2006, der ville have passet perfekt ind i en scene, hvor Tom Cruise i regnvejr kører på motorcykel væk fra Kelly McGillis.
Sjovt nok varmede publikum op til bandets overdrevne stil i en sådan grad, at da de gik af efter knap fyrre minutter insisterede folk i så høj grad på et ekstranummer, at bandet fik lov til at gå på igen. Dette sker normalt ellers aldrig på festivalen på grund af den stramme tidsplan. Men Whyte Seeds var som nævnt sidste band, og derfor var det da også kun rimeligt, at de fik lov til at runde årets festival af med manér. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
