 |
|
|
|
Varano var oppe i mod et lidt sløvt publikum til årets sidste SPOT-koncert. De trætte øre og ben blev stimuleret, men den store festfinale udeblev
Tekst: Thomas Borre. Foto: Jacob Dinesen.
Slow Train havde meldt afbud til aftens koncert i Ridehuset og Varano var blevet hidkaldt som erstatning. Rent logistisk var det en perfekt løsning, for Varano udgør også den ene halvdel af Slow Train, der har den engelske sangerinde Lady Z bag mikrofonen.
Varano fik den tvivlsomme ære at lukke festivalen og det var tydeligt at publikum var ved at være trætte af at høre musik. Der kom derfor aldrig helt gang i den fest som Varanos musik ellers egner sig bedst til. Med på scenen havde Varano trommeslageren Anders Meinhardt, der tidligere på dagen havde maltrakteret et trommesæt i forbindelse med F.U.K.Ts koncert på Voxhall, og Tira Skamby, der pryglede perkussion af for skellig slags. Trommesektionen var helt klart et plus i Varanos live-setup, selvom der af og til gik lidt for meget slagtøjsekvilibrisme i den. Det virkede unødvendigt.
”Take My Hand” lagde den funky og dansable stil an og Morten Varano susede rundt mellem keyboards, mixer, sampler og andet elektronisk legetøj. Efter et par numre kom sangerinden Nabiha Bensouda på scenen og med en kraftfuld soulvokal passende hun perfekt på toppen af Varanos smidige produktioner, der dog af og til godt kan virke lidt ensformige. På ”Leaving My Troubles Behind” prøvede Nabiha Bensouda sig med rap i den svenske rapper Chords fravær, og det virkede faktisk ret godt.
Stille og roligt fik Varano og co. fat i publikum og under ”Step Up” og ”There's A Dream Out There” kunne man mærke, at publikum havde lidt mere festival-energi at give af inden tæppet for sidste gang blev trukket ned. Som ekstranummer fik publikum ”Music Is My Soul” og herefter var både band og publikum klar til at resignere. Varano blev aldrig en helt uforglemmelig koncert, men en yderst værdig afslutning på årets SPOT-festival. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
