Hvis du allerede har bål, mjød og festlige mennesker – så er Valravn det eneste du mangler.
Tekst: Theis Trevor Egebjerg. Foto: Lars Dyrendom.
Jeg ankommer lige netop som Valravn starter tidsmaskinen, og trækker publikum med tilbage til en tid der måske har været. De er fire på scenen, tre herre og en kvinde – blandt andet Martin Seeberg der spiller med Sorten Muld når de går på scenen. Instrumenterne er mig bekendte, men alle sammen i en udgave der lyder lidt mere som ”Robin Hood” end jeg er vant til.
Når Valravn går i gang er det med lyn og torden, mest af det sidste vel at mærke. Der er stortrommer og fløjter går hånd i hånd med en charmerende kvinde-vokal og et hav af slagtøj. Udtrykket er storslået – men leveres med sådan en energi at det aldrig falder sammen. Charmen stråler ud af de fire og musikken bygger op for at sætte bragende punktummer. Musisk set er der ikke meget nyt at hente i genren, og Valravn forsøger ikke at forny eller forbedre. Det er folkemusik tilsat lidt elektroniske toner hist og her. De er en smule mindre elektroniske end mange er blevet i genren – og de formår at levere en god koncert musisk set (nogle af de mere mærkværdige instrumenter de tager med på scenen er værd at bemærke).
Til en grå fredag eftermiddag i Århus hvor solen endnu er oppe – er det dog ikke nok til at få den lille opmødte forsamling i danseskoene. Og det er ærgerligt – for Valravn serverer folkemusik der SKAL danses til. En let svajen kan de energiske mennesker med stort hår dog få fremmanet i de opmødte.
Der gøres nogle forsøg med at fortælle historier – og det virker ikke på mig. Jeg kan ikke se ravnen i fortællingen for mig, som den så flot svæver over Island – og jeg vil meget hellere høre deres musik. Det virker som en historie de gerne vil fortælle – men ikke som en historie særligt mange gerne vil høre.
Efter omkring tyve koncerter sammen laver Valravn dog nogle rytmiske brølere, der gør at jeg er glad for at jeg lod danseskoene stå derhjemme.
