|
|
|
|
Under Byen i pomp og pragt. 8-mands-orkesteret leverede en storslået og stilet totaloplevelse, der fik hårene til at rejse sig.
Tekst: Anna Thaulow. Foto: Thomas Kjær.
SPOT Festivalens allersidste koncert. Der er lagt op til en grandios forestilling på de bonede gulve i Musikhuset store koncertsal. Med alt hvad der tilhører af lysshow og farvestrålende visuals som baggrund. Århus´ egenrådige sorte perle skal sætte det afgørende punktum for årets SPOT – og hundredvis af forventningsfulde tilskuere venter dem.
Det starter i det stille - med sav og piano, men bliver overraskende hurtigt voldsomt. ”Den her sang handler om at få det bedste ud af det”, ”Legesag” og den heftigste ”Heftig” er led i en række dystre og hårdtslående numre med smukke stønnende melodier og hvinende save. Under Byen prioriterer den nyere mere rockede del af repertoiret, hvor støj overdøver skrøbelighed.
Til trods for, at der ikke gives plads til bandets mere følsomme og luftige sider, bliver koncerten aldrig trættende. Dertil er detaljerigdommen og variationen i de enkelte numre for stor. En gammel fan savnede nok fortidens tyste og tindrende numre, men man kan jo ikke få det hele, og Under Byen har flere forskellige musikalske skikkelser.
Hen mod koncertens afslutning står Henriette Sennenvaldt i midten af en stor roterende stjernesol i skiftevis sort og hvidt. Hun synger ordene ”Det ligner mod. Men er det ikke. Det noget at leve for. En mission…. Det er noget at dø for. En mission.” Sangen er 5 år gammel, og handler formodentlig om det kompromisløse kunstneriske (u)valg. Om livet for kunsten. Det var ét af aftenens absolutte højdepunkter, at høre netop denne sang, sunget med sædvanlig hjerteblod og indlevelse i helt u-sædvanlig pompøse omgivelser.
Her efter 11 års samspil er Under Byen så sandelig kommet op til overfladen. Med den kunstneriske integritet intakt vel og mærke. Mission completed? Måske, men det ville ikke ligne orkesteret at hvile på laurbærrene. Godt nok har musikken rødder i den nordiske muld, men det forhindrer ikke Under Byen i at flyde med strømmen og nå ud i fremmede farvandes under- og overflader. |
| |
|
|
|
|
|
|