 |
|
|
|
Kongelig kedsomhed, da grungemetalbandet udstillede deres musikalske monotoni i en ensformig ørkenvandring.
Tekst: Niels Nørgaard. Foto: Morten Rygaard.
Der var ikke nok folk til, at man kunne tale om første og anden række, da The Royal Highness åbnede deres audiens på Train præcis klokken 19. Men i takt med at trommeslager Mads Valther fik tæsket takten til den tunge åbner ”Winner” i gang, begyndte folk stille og roligt at sive ind, og efter nogle minutter kunne det ubarberede band frydes over et halvfyldt spillested, som hovednikkende tog imod det tunge firefjerdedels riff. Starteren blev efterfulgt af ”Pray”, som viste The Royal Highness’ mere rockede side, der ligger sig umiskendelig tæt op ad de hedengangne grungegiganter Soundgarden. Ligheden bliver bestemt ikke mindre af, at forsanger Dennis Kasten praktiserer en skærende hæshed, der har Chris Cornells neandertalervokal som klart forbillede.
”Vi opererer stort set kun med to tempoer. Det var det ene, nu kommer det andet,” fastslog bassist Thomas Broge-Starck inden ”Roll”, som vente tilbage til den monotone rundgang ”døt-døt-døt-døt-døt-døt-døt-døt-døt-døt-døt-døt-døt,” som koncerten blev indledt med. Og bassistens udmelding skulle vise sig at være uhensigtsmæssig holdbar. Ikke nok med at bandet kun opererer med to tempi, de spillede i første del af koncerten nærmest kun med to sange med forskellige tekster. Sangene lignede i alt for høj grad hinanden og skiftede mellem lidt for klassiske metalriffs og forudsigelige grungerundgange. Bedst i det filtrede miskmask var ”Yours to Keep”, som i en blindtest godt kunne snige sig ind på Soundgarden-milepælen ”Superunknown”.
Kontakten til publikum var gennem koncerten minimal og ikke et eneste nummer blev præsenteret. End ikke da Fridthjof Nilsen og Thomas Broge-Starck måtte bruge to minutter på at reparere sidstnævntes bas mellem to numre, var der så meget som en halv turneanekdote til publikum, der måtte underholde sig selv med tilråbte ønsker om Shu-bi-dua og trommesolo. De fik ingen af delene og kvitterede ved det meste af koncerten kun at besvare bandets energiudladninger med beherskede nik.
Koncertens højdepunkt foruden ”Yours to Keep” var da bandet for en kort bemærkning brød trivialiteten og serverede ”The Last to Know”, som med sit rock’n’rollede riff skilte sig markant ud fra resten af numrene. Men afstikkeren var desværre eneste sidespore fra den alt for lige metalmotorvej, som bandet fræsede ned ad igennem koncertens 40 minutter. De sidste ti af slagsen blev helliget til en alt for langt version af den ordinære ”Save Just Mine”.
Der er ingen tvivl om, at The Royal Highness ved, hvad der er op og ned på deres instrumenter, men de skal udvide spekteret og finde et mere originalt ståsted, hvis ikke de skal afskrives som håbløse grungeromantikere. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
