 |
|
|
|
Uinspirerede og uengagerede åbnede færøske The Dreams Ridehuset på SPOTs andendag.
Tekst: Mads Just-Olsen. Foto: Tilde Juul.
Det er også en hård tjans; skulle gå på scenen klokken 13 i en stor, kold, tom hal med det for øje at levere noget så energisk som poppet punk. Det skal altså hermed være sagt, at de fire unge færinger ikke var blevet tildelt et optimalt udstillingsvindue for deres musik. Ikke desto mindre vil jeg tillade mig, at klandre bandet for en halv-hjertet indsats; så halv-hjertet at jeg tvivler på, at de er bedre end som så. Den 35 minutter lange koncert blev serveret som én lang smøre af catchy pseudo-vrede, kun lige akkurat inddelt i 3-minutters etaper af et gentaget henkastet ”Helt sikkert...” fra forsanger Swardi. Men ”helt sikker” var opvisningen ganske langt fra at være.
Størstedelen af The Dreams’ neo-punkede sange blev indledt af et tydeligt hørbart trommeklik, så tangenter og trommer kunne blive enige om tempoet. Resultatet var desværre en uorganisk fornemmelse i rytmegruppen, og trommeslageren virkede mere end bekvemt hæmmet af den påståelige rytmemaskine i øregangen. Beats og fills blev således til en ensformig og uvedkommende baggrund for Swardis vokal, der til gengæld fremstod kontrolleret og overbevisende. Storsælgende artsfæller inkluderer Billy Joe og Joel Madden fra henholdsvis Green Day og Good Charlotte, hvis musik da bestemt heller ikke er ulig den, The Dreams præsenterede lørdag i Ridehuset. Opskriften på den catchy neo-punk sang er fulgt til punkt og prikke, og havde det ikke været for den, well, intetsigende fremførelse, så havde musikken muligvis været en sjov start på en grå lørdag.
The Dreams efterlod mig med fornemmelsen af et velforberedt band, der havde grebet opgaven helt forkert an. Den kontante levering af sangene og den distraherende brug af rytmiske hjælpemidler resulterede i et forceret udtryk; en utjekket coolness. Ikke foreneligt med stilbevidst pop-punk. Det ville derimod klæde bandet med et afslappet, rytmisk overskud og en mere imødekommende og engageret fremtoning, selvfølgelig stadigvæk gerne på den pseudo-vrede måde. Det vil jeg glæde mig til at opleve. Indtil da vil jeg haste videre til andre, mere mindeværdige koncerter.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
