 |
|
|
|
Fra wall-of-sound til knivskarp britpop på et øreblik
Tekst: Peter Bøggild. Foto: Jesper Tage.
Med ”Essentials” som Ugens Uundgåelige i P3 blot ugen før var Århusbandet The Broken Beats forståeligt nok i pop-hopla fredag aften i Ridehuset. Efter at konferencieren ikke helt elegant havde introduceret bandet som nogen, der måtte have røget en masse hash, fik bandet hurtigt slået fast, at det syrede udtryk er et kollektivt, kontrolleret og ikke spor tåget.
Musikken er direkte ørehængende, men også forfriskende ulineær, en sær blanding af underspillethed og overlæssethed. Det otte mand store band fyldte Ridehusets scene til randen med lap steel, mandolin, vintage keyboards, bongo trommer, korpiger og indieguitar. Kreativ brug af effekter og kor gør, at lydbilledet skifter fra mægtig wall-of-sound-syrerock til knivskarp indiepop på et millisekund. Undertiden på randen af kaos og opløsning, men altid med tilstrækkelig styring til, at det hele tiden vælter fremad og ikke sammen. Som en dejlig overraskelse slog mit falset-eksem ikke ud ved lyden af Kim Munks vokal, hvilket kan skyldes, at der var langt mere glæde, energi og friskhed bag The Broken Beats end hos så mange indie-whiner-bands.
Musikken og udtrykket roterer rundt om Kim Munks kringlede master mind, og bandet har ud over rotation i radioen også turneret en del i Europa. Karakterisk indledte den nørdede og lidt introverte jyde med at sige, at nu ville de spille ”det der hit der”, som til de flestes forbløffelse faldt totalt fra hinanden halvvejs inde i nummeret … for derefter at blive skudt i gang igen lige dead-on på omkvædet: en fræk og helt bevidst gimmick-leg med bandnavnet, som Kim Munk fandt det nødvendigt at forklare for det åbenbart tungnemme publikum. The Broken Beats er trods koket selvbevidst usikkerhed et overbevisende bud på opfindsom og humørfremkaldende britisk inspireret popmusik. Internationalt er der benhård konkurrence på "skævt, men catchy"-indiescenen, så kun tiden vil vise sig, om The Broken Beats kan charme sig igennem oceanet af bands med rastløs energi, friske tunes, kejtet charme og vintage-hår - indtil videre har Tyskland taget imod dem med åbne arme. I Ridehuset var de i al fald ikke til at skyde igennem, og gråvejret udenfor virkede noget lysere efter den halve times koncert. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
