 |
|
|
|
Hvis man koger suppe på den amerikanske hård rock og grunge-sten står man ansigt til ansigt med Surfact, som ifølge pressemateriale og deres ihærdige manager er det næste store radiorockband.
Tekst: Jan Jørgensen. Foto: Lars Dyrendom
Semiprimitive guitarklodser og til tider direkte plankede hooks manglede man da heller ikke i bandets liveoptræden, som var effektiv og fyldestgørende indenfor det ret smalle område Surfact havde begrænset sig til. Rolige guitarstykker med smægtende vokal, brudt op af storvraltende distortionguitarhooks. Et stykke inde i sættet begyndte jeg at lege ”Gæt hvornår omkvædet kommer” med mig selv. Jeg vandt hver gang.
Lyden på Train var god, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Surface var godt hjemme i deres materiale og generelt spillede deres instrumenter på tilfredsstillende vis, sceneshowet var ikke noget at skrive hjem om, men indeholdt de obligatoriske benspjæt, lidt headbanging og spredte ”Yeah”- lyde fra vokalen, som var behersket og rimeligt varieret, igen med forbehold for det ret snævre fokus der blev lagt for dagen.
Opfindsomhed er ikke alt, og når alt kommer til alt er der jo ikke noget, der slår en solid hook. Dog sidder jeg nu, ca. 45 minutter efter koncerten og kan ikke huske en eneste stump af sangene der blev spillet. Det kan skyldes mange ting, men min påstand er at Surfact´s musik var for glat og skabelonagtig til at bide sig fast i anmelders krøllede øre ved i hvert fald dette førstegangsbekendtskab.
Der er sikkert et publikum til Surfact derude og jeg kunne forestille mig at de ville gøre stor lykke til enhver gymnasiefest eller andre steder hvor hård rock er det fede. Om de kan stå distancen mod Pearl Jam, Staind og andre bands i ”samme liga” finder jeg højst tvivlsomt.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
