 |
|
|
|
Speederen i bund og derudaf. Eller derhjemaf. Eller i hvert fald tilbage af. Sugarplum Fairy serverer en formfuldent retro-kopi af starthalvfemsernes britiske scene. Og gør det med stil.
Tekst: Sune Holm Petersen. Foto: Jesper Tage.
Om koncerten med Sugarplum Fairy var vellykket eller ej må være et spørgsmål udelukkende om ens evne til at tolerere den flabede abekatte-stil med høj mikrofonføring, foldede hænder på ryggen og slasket pandehår ned til overlæben. Hvis man ikke får udslæt af den type fremtoning, så var der til gengæld masser at hente til en helt igennem velspillet koncert.
Musikken kan som sagt stort set beskrives med ét ord: ”Oasis”. Men i den ærkebritiske lyd gemte der sig en lang række kvaliteter. Materialet var nemlig, på trods af den velkendte lyd, ekstremt fængende og i en helt særlig grad melodisk. I samtlige numre var der en overflod af hooklinjer og velkoordineret korarbejde fra de læderjakke-klædte attitudebomber. Melodisk var koncerten langt mere interessant end de sidste mange albums fra Oasis, og i Sugarplum Fairy er der et band, som gør sig fortjent til den almindeligt brugte og normalt intetsigende programbeskrivelse ”vi er inspireret af Beatles”. De originalt snoede melodier blev til gengæld udfordret lige lovlig meget af et noget rodet sammenspil, der måske var resultatet af den næsten forcerede energi, svenskerne lagde for dagen. Der er ikke plads til meget slinger i valsen, hvis man har sat sig for at melodien skal være bærende, men på trods af rigtig mange mere eller mindre umotiverede instrumentbyt undervejs, holdt bandet hele tiden balancen mellem rodet energi og stramhed med plads til detaljen.
Sugarplum Fairys er et absolut uoriginalt band, men til gengæld har de interessant materiale med langt flere kvaliteter end gennemsnits-britrocken. Og så har de en helvedes masse attitude!
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
