 |
|
|
|
Manoj Ramdas eget projekt Spektr var en speciel og kærkommen oplevelse på SPOT programmet i aftes.
Tekst: Signe Bønsvig Wehding. Foto: Kristoffer Amlani Ulbak.
Manoj Ramdas er blevet kaptajn på eget skib. I cirka fire år hev han i strengene hos The Raveonettes, men nu handler det 100 procent om hans eget band: Spektr.
Et band, som de færreste kender, og derfor en kærkommen gæst på Spot-festivalen i aftes. Inspirationen til bandets instrumentale lydunivers er hentet i gamle soundtracks, Spektr spiller filmmusik - fra film, der ikke er lavet.
Navnet virker umuligt, indtil man har sagt det højt, ligesom den musikalske beskrivelse er forvirrende, indtil man har hørt musikken. For når Spektr går i gang, er det pludselig nemt at henføre lyden og musikken til westerns, actionfilmenes biljagter, gangster-opgør - fra Tarantino til Bollywood. Det kan virke, som om der er langt imellem de genrer - på samme måde som bandet, når man kigger på dem (Cem Avus i strikket vest og alpehue, stilige Manoj, Henrik Madsens lange krøllede hår og store skæg, kor i aftenkjoler), ser ud, som om de hører til i tre-fire forskellige bands. Men det er sjovt nok forcen - det hele er lidt skævt, men det virker.
Der er 4 faste medlemmer i bandet, men på scenen i aftes var antallet fordoblet (percussion og kor). Manoj er uovertruffen på sin guitar, og det er et dygtigt band, han har samlet. Tre piger var med på kor - et soprankor med et kraftfuldt, men meget melankolsk højstemt udtryk, som i et filmisk univers befandt sig et sted mellem rå panorama over barske landskaber og gotisk gys.
Halvdelen cirka af det samlede sæt havde dette kor med, som skabte nogle fine spændinger, men i længden virkede drænende på energien i musikken - og til dels i publikum. Energi og fart var der til gengæld i midten af sættet, hvor "Bronson Beat" og "Micro-caine" efterlod mange plusser i denne anmelderbog.
Der er i mediesammenhæng ikke tvivl om, hvem der står ved roret i Spektr. Men på scenen var Manoj ikke nogen fremtrædende frontmand. I livesammenhæng kan det være rart med en karismatisk frontfigur - og det skulle man mene, Manoj var mand for. Men der blev næsten ingenting sagt mellem numrene, og længst fremme på scenen befandt pigerne sig, og de så i lang tid meget utrygge ud ved situationen. Så det var forståeligt, at koncentrationen glippede lidt hen ad vejen for de tilskuere, som ikke med lukkede øjne drømte sig væk i Spektrs mange flotte lyduniverser.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
