 |
|
|
|
Ekstatisk møde mellem dem grimme støj og den overjordiske englelyd
Tekst: Rasmus Elm Rasmussen
Efter at Causa Sui havde blæst bevidstheden til uanede psykedeliske højder på Officerspladsen sent lørdag eftermiddag, skulle der ikke så lidt til at imponere et efterhånden temmelig indtryksmættet festivalsind. At rockguderne alligevel skulle vise sin nåde hele to gange på denne regnvejrstruende Spot-lørdag, var således langt mere, end man kunne forlange.
At det imidlertid ikke kom helt uventet skyldes, at norske Serena-Maneesh, der i aftes gæstede Ridehuset, sidste år udgav det usandsynligt vellykkede, selvbetitlede debutalbum, som har skaffet dem store internationale lovprisninger.
Numrene fra netop dette album dannede således også fundament for denne aftens koncert, der lagde ud med den jammede intro til ”Candlelighted”, som sendte tanker i retning af tressernes rå og skramlende garagerock. At Serena-Maneesh, på trods af en tydelig inspiration fra grupper som The Velvet Underground og Jesus and Mary Chain, imidlertid bevæger sig langt over, hvad der stift kan betegnes som ”retro”, blev hurtigt gjort klart, som nummeret udviklede sig til det første medrivende sus, der smeltede de støjende guitarbrøl sammen med overjordiske vokaler fra forsanger Emil Nikolaisen og den kvindelige korsanger.
Herfra skred musikken kontinuerligt fra de støjende guitarriff og Hendrix-inspirerede scenemanøvre til melodisk, engleskønne passager, der sendte utvetydige tanker i retning af shoegazerhelte som My Bloody Valentine og Slowdive. Som røgen og scenelyset slørede gruppens energiske optræden og gjorde medlemmerne til levende silhuetter, flød grænserne mellem det grimme og det smukke også langsomt sammen i ekstatisk blændende lysglimt, der gjorde enhver differentiering umulig.
Søgte man efter en ny ”mening” med rockmusikken, var det ikke her, man skulle lede. I stedet genvandt man fornemmelsen af, at rockmusikken stadig har potentiale til række hinsides enhver rationel forståelse. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
