 |
|
|
|
Voxhall startede lørdag op på eftertænksom, finurlig vis med Sekten.
Tekst: Jan Jørgensen.. Foto: Tilde Juul.
Avantgardepop, kalder de selv musikken, lidt en tillempelse, når man tager det enormt brede genrespekter Sekten snirkelslangede sig igennem.
Koncerten var en kæde af stille ekstremers udfoldelse, kollaps og efterskrift. Østtysk schlagermelankoli blødte sammen med tribaltrommer, smukke korarrangementer og vokale imitationer af elektroniske lyde, akustisk ambient, ukuleledrevet dronepop blandedes med noise rock, med hurtige deroutes til den fedtfattige jazz.
Langsomt blev de modtagelige blandt publikum rullet ind i et fint hæklet tæppe, til tider med store huller der tillod grovere, vanvidsinspirere(n)de tråde at filtre sig ind i de til tider grelle farvekombinationer, som så alligevel passede ind i umønsteret når man genopdagede dem andre, oftest uventede steder i kludetæppet.
Det strukturelle fokus i Sektens materiale lå meget langt fra den gængse sangskabelon, som dog nogle gange dukkede op som metaskitser indover de forskudte lag af vellyd. Kompetencen musikerne imellem var i top. Som børn med kasser fulde af blandet fyrværkeri og godt sigte, holdt de det triveligt kaotiske blødt i ave. Alle medlemmer fravristede fra tid til anden deres instrumenter lyde de ikke umiddelbart er indrettet til at frembringe, generelt syntes der ikke at være nogen ende på opfindsomheden og trangen til at lede lytterne ved hånden til overraskende steder i det musikalske landskab. Det lykkedes og jeg tager gerne afsted igen.
Måske man skulle tjekke pamfletten når man næste gang kommer forbi medlemmer af Sekten? |
|
|
|
|
|
 |
|
|
