 |
|
|
|
Karikeret drengerøvsstil irritationsmoment i ellers velspillet rockorgie
Tekst: Pelle Sonne Lohmann. Foto: Michael Boe Laigaard.
De er vel egentlig mere kendte for deres skandaler og tabloid-tække end for deres musik, medlemmerne i fynske Rock Hard Power Spray, men det er egentlig lidt synd, for musikken magter snildt at tale for sig selv. I hvert fald et godt stykke hen ad vejen.
Stilen er kompromisløs punkrock tilsat et betragteligt stænk Queens Of The Stone Age, og udtrykket overbeviser i live-sammenhæng uden synderlige svinkeærinder takket være det fornemt udviklede og imponerende tætte samspil.
Vokalen bliver ofte skreget ud, leadguitaristen vrider kompetent strenge ved hver given lejlighed, bassens pulseren dunker rungende, og trommespillet er vildt og viltert uden dog at være decideret ukonventionelt. Det er stærkt, øresønderrivende højt, i et forrygende tempo og i grunden ganske medrivende.
Man opdager imidlertid snart, at skabelonen, der tilsyneladende ligger til grund for samtlige sange, forfølges ærgerligt nøje, da der simpelthen ikke er tilstrækkeligt med variation at spore de enkelte numre imellem. I en 40 minutter kort koncert er det altså et skidt tegn, at ensformigheden når at indfinde sig så massivt, som det er tilfældet her. Eksempelvis burde bassen indtage en noget mere nuanceret rolle, men ellers er det slet og ret numrenes opbygning og hele melodimaterialet, der skal arbejdes på. I den forbindelse hører det med, at Rock Hard Power Spray giver et par smagsprøver fra det kommende album nummer to, og her sporer man ganske frydefuldt en lettere alternativ tilgang til stoffet, omend essensen naturligvis fortsat er hårdtpumpet, støjende rock.
Værre end trivialiteten er egentlig det faktum, at bandet lader til at finde det magtpåliggende at leve op til dets noget blakkede ry som værende beskidt ud til fingerspidserne og generelt bare på tværs. Nuvel, rockdrømmen skal selvfølgelig udleves, men det bliver irriterende anstrengende med den konstante spytten og den konsekvente "Rasmus Modsat"-stil, der dirigerer bandet i samtlige verbale eskapader. Rock Hard Power Spray er helt enkelt så pænt og poleret et band, at det unægtelig fremstår påtaget, når knejterne atter en gang forsøger at finde frem til den indre rebel, der næppe eksisterer i så gennemført et omfang, som man gerne vil give indtryk af.
Med fokus bevaret på musikken kan de drive det vidt i Rock Hard Power Spray, der er sammensat af fire skrappe musikere med fat i den lange ende. Det hersker der ikke tvivl om. Og at dømme efter det talstærke og ellevilde publikum har bandet så langt fra formået at begå kommercielt selvmord, men lever i stedet i bedste velgående.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
