 |
|
|
|
Raunchy var energiske og professionelle til fingerspidserne, men savnede lidt variation.
Tekst: Roy Fogde. Foto: Jacob Dinesen.
Ifølge pressematerialet spiller Raunchy ”futuristisk hybrid-metal”, men der er nu et eller andet utroligt klassisk over dem når de entrer scenen 6 mand høj. Fra den første forvrængede tone bliver slået an på de to guitarer bliver der poseret heftigt, mens forsanger Kasper Thomsen appellerer til publikum om at få gang i festen. Det futuristiske indslag gik lidt tabt på undertegnede, og i stedet synes musikken at trække store veksler på det bedste inden for de sidste 10-15 års heavy metal historie.
Forsanger Thomsen besidder, udover en masse energi, en stor spændevidde i hans vokalregister, hvilket betyder at han tilsyneladende ubesværet kan variere mellem de helt dybe growls, som leder tankerne hen på Testaments Chuck Billy, henover en mere råbende vokal, og faktisk også en habil stemme til melodisk skønsang, af den slags som svenskerne og tyskerne i de seneste år nærmest har haft patent på. Desværre lader det til at dette talent har dikteret store dele af gruppens sangskrivning. Således kan de fleste af gruppens sange passe ned i den samme skabelon; et brutalt vers efterfulgt af et melodisk omkvæd, hvor skønsangen til tider suppleres af keyboardspiller Jeppe Christensen. Det er effektivt, og uhyre veludført, men desværre ikke særligt originalt.
Når dette er nævnt, skal det også siges at Raunchy faktisk har nogle rigtig gode sange indimellem, og efter at have eksisteret i over et årti har de både evnerne og selvtilliden til at levere dem mens der bliver spillet med musklerne, grint med publikum, og leget med klichéerne. Bandet fik derfor også sluttet koncerten i en sky af blå og pink røg, med en stadionrock-slutning der vil kunne henrykke enhver denimklædt tysk rock-fan.
Endelig skal det nævnes at det er en befrielse at høre et band hvor guitaristerne i den grad kan variere ikke bare deres lyd, men også skiftene mellem tunge riffs og melodiske passager, uden at det på noget tidspunkt kammer over i overdrevent guitarlir. Evnerne, talentet, viljen og charmen er helt sikkert tilstede. Lidt mere variation næste gang, og så bliver det for alvor rigtigt godt. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
