De liflige jazztoner forsvandt i skyggen fra festivalens dominerende rockherredømme.
Tekst: Rasmus Ardahl. Foto: Enok Holsegaard
Once Around The Park er som repræsentant for jazzen et særskue på SPOT festivalen, der primært domineres af rock. Meget få mennesker havde da også indfundet sig på Voxhall, da koncerten startede, men det må have glædet kvintetten, at antallet af besøgende steg i takt med musikken udfoldelse.
OATP har eksisteret et årti og har netop udsendt et meget rost tredje album med den oplagte titel #3, hvor fra flere af numrene ved koncerten stammede. Kvintetten består af rutinerede medlemmer fra den danske jazzscene med guitarist Rune Funck og tenorsaxofonist Jakob Dinesen som de mest fremtrædende.
Sættet bestod af seks temmelig varierede numre, alle dog kendetegnet ved OATPs hang til brede klangfarver og fokus på dynamisk mere end melodisk eller harmonisk udvikling. Højdepunkterne var midtersektionens ”Anthem” fra det seneste album; en modal, lettere klaustrofobisk sag, med en stærkt dragende karakter, samt det efterfølgende uptempo-nummer - det eneste regulære af slagsen - hvor især Rune Funck brillerede med lækre voicings bag de udmærkede soli fra Dinesen på sax og Nikolaj Torp på hammondorgel.
OATPs musik er meget klangfikseret og en alt for stor del af koncerten blev brugt på impressionistiske udskejelser der, når numrenes faste pulsfornemmelse blev afløst af en rubato-karakter, tangerede freejazz. Her mistede publikum og undertegnede interessen i søgningen efter noget til at binde de spredte klange sammen. De få tilhørere og den fraværende jazzklub-stemning på Voxhall motiverede, logisk nok, heller ikke bandet yderligere og gruppens interplay virkede stift og præstationen til tider lidt rutinepræget.
Once Around The Park er et glimrende jazzensemble, men som indslag på en rockfestival skulle de måske have valgt en mere energisk og fremaddrivende setliste. Samtidig skulle SPOT festivalen måske have placeret bandet i en mere meningsfuld jazzkontekst, sammen med 4-5 artsfæller på samme location, som man netop har gjort det med singer-songwriterne på Aros. |