|
|
|
|
Et særdeles lovende men endnu ikke fuldkommen skudsikkert Nordstrøm leverede en fin og ofte medrivende debutkoncert
Tekst: Rasmus Elm Rasmussen. Foto: Foto: Jonas Jacobsen
Det skal blankt erkendes, at undertegnede, mere eller mindre ufrivilligt, har haft Nordstrøms førstesingle, ”Berlin”, kørende i hovedet det sidste stykke tid. Foruden netop at have været ”Ugens Uundgåelige” på P3 har nummeret samt den tilhørende video fået spilletid på både Boogie og Liga. Med ”Berlin” påstår gruppen at have genopfundet den gode danske popsang. At strække det så vidt er nok en overdrivelse, men det er absolut en vellydende start de to københavnere, Troels Holdt og Lars Malm, har sat på deres karriere, og det var derfor ikke uden en vis forventning og nysgerrighed, at kursen blev sat mod deres debutkoncert på Train.
Det var ganske tydeligt, at rygtet effektivt var blevet spredt, for det var et talstærkt publikum, der ventede gruppen, som absolut også havde forbedret sig på opgaven. Koncerten blev introduceret af en mekanisk telefonstemme samt et tykt lag synthesizere, før de to medlemmer indtog scenen klædt i hvidt. Herefter lød startskuddet med det voldsomt fængende ”Stereo”, og så var festen i gang. Det ene gode omkvæd blev afløst af det andet, samtidig med at synthesizere og trommemaskiner sendte tydelige referencer til elektropopgrupper som Human League, Eurythmics og Pet Shop Boys. Der blev ikke skyet nogen virkemidler for at levere de gode popmelodier, og med et skamløst glimt i øjet tog de til sig, hvad de kunne bruge fra deres 80´er-idoler.
Kontakten til publikum var glimrende, og der var fin dynamik i sættet. I hvert fald i den første halvdel. For på de sidste fem af koncertens i alt ti numre, blev det elektroniske udstyr understøttet af gæstemusikere på guitar og trommer. Det lagde desværre en dæmper på festlighederne, da lyden, især på guitaren, var temmelig ringe, og numrene i det hele taget blev en smule tamme af de akustiske tiltag. Den stramme popformel begyndte desuden at sætte sine begrænsninger, og numrene blev efterhånden lidt svære at skelne fra hinanden. På overbevisende manér blev sættet dog afsluttet med en mørk og tung udgave af ”Berlin”, og trods visse halv-sløve passager leverede koncerten da heller ingen tvivl om, at dette hit ikke bliver det sidste, vi får at høre fra Nordstrøm, samt at undertegnede, blandt de sange der blev spillet i løbet af aftenen, med tiden nok skal nå at få et par stykker mere på hjernen. |
| |
|
|
|
|
|
|