 |
|
|
|
"Det er svært at stå stille til de fængende rytmer. Spilleglæden er stor og det mærkes."
Tekst: Theis Trevor Egebjerg. Foto: Jonas Jacobsen.
Jeg går ned imod spillestedet og tror først at der er lukket, men dørmanden forklarer mig at det er lige igennem ”den dør der”. Der er omkring tyve mennesker inkl. Bartendere og folk er i gang med at sætte grej op på scenen.
På trods af et meget lille publikum går bandet på som om det var Roskildes Orange scene. Man mærker med det samme hvor vante de er på scenen og den somaliskfødte Noora Noor går straks til mikrofonen og kaster sig ud hendes RnB univers.
Musikken er tydeligvis erfaren – og sceneshowet indøvet – men alligevel er hendes udtryk helt ude og røre de bagerste i salen. Og publikum bliver, og danser, og snart er der over ti gange så mange som da de begyndte. Det er svært at stå stille til de fængende rytmer. Spilleglæden er stor og det mærkes. Dog går der lidt jam i optræden engang imellem, og det bliver trukket en tak for langt ud.
Hendes tekster har indhold, der blandet andet snakker om at ”Afrika har det faktisk ikke SÅ slemt – som man ser i nyhederne”, fatter jeg med det samme sympati for. Det er velskrevet og godt skruet sammen. Der er ikke en finger at sætte på kvaliteten. Koncerten er forholdsvis kort, og det er pga. en stram festival-tidsplan der skal overholdes – men var den længere ville den blive kedelig. Jeg er lidt lettet da jeg forlader Train i Århus; for Noora Noor mangler lidt differentiering. Så det hele ikke bliver pæn RnB. Hvad hun skal gøre for at skille sig ud er svært at sige, men der mangler noget nyt. Især i noget så gennemtærsket som RnB.
Med det sagt, så kan Noora Nor sit kram – og kan give den, som man bør til en koncert. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
