 |
|
|
|
Adspredelsens ensformighed kan karakterisere Nicolai Dungers optræden på årets SPOT-festival.
Tekst: Jannik Tai Mosholt. Foto: Michael Ersted.
Svenske Nicolai Dunger laver en, efter resten af bandet er begyndt at spille, afslappet og cool entrè på scenen. Med smøgen i hånden lunter han langsomt hen tll mikrofonen og begynder sin sang. Allerede i åbningsnummeret får publikum en udmærket forsmag på, hvad resten af koncerten kommer til at byde på, hvilket både er godt skidt.
Det meget sikkert spillende bands optræden er præget af et massivt, til tider meget kaotisk lydbillede, der dog formår at adsprede med rigtig mange gode udsving på den dynamiske side. Hvor godt det så end er med denne variation i de enkelte numre, bliver helheden alligevel meget statisk, da der ikke er den helt store variation at finde fra det ene nummer til det andet.
Dungers egen præstation viser fra start til slut hans usvigeligt sikre vokal, der leverer mange gode variationer. For disse gælder det dog også at adspredelsen i høj grad finder sted i de enkelte numre fremfor helheden af koncerten. Stemningen går fra de melankolsk rolige, over de glade folkelige, til de nærmest excentriske følelsesudbrud. Heraf kommer Nicolaj Dunger efter min mening klart bedst til sin ret, når han tøjler de vilde følelsesudbrud. Selvom de er meget effektfulde og indledningsvist troværdige, ender de på grund af utallige reproduktioner næsten som karikaturer, hvilket er ganske ærgerligt. Når han til gengæld bruger sin dybtfølte og slidtlydende effekt, lykkes det at ramme, hvor det kan mærkes.
Under koncerten kunne der desuden ad flere omgange opleves en form for kaos, inkluderende solistens eget skrig. Igen fremstod det enkelte tilfælde ualmindeligt energisk, men et lille misbrug vil jeg dog mene at have været vidne til.
Alt i alt gav Nicolai Dunger en god og energisk koncert, som desværre, de 40 minutters varighed på trods, gik hen og blev en smule ensformig.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
