 |
|
|
|
22 fascinerende og underholdende minutter med skæg norsk metalduo.
Tekst: Peter Elsnab. Foto: Enok Holsegaard.
Abrupt, kaotisk, vildt. Og fascinerende. De kalder det selv for gameboy dødsmetal.
Den norske duo Next Life forsøger med sparsomme men effektive midler at udtrykke ... tja, hvad? Noget vredt, forvirrende, søgende. Eller ligefrem voldeligt. Måske de forsøger at forklare deres følelser, eller hvordan de ser omverdenen. Måske.
Det må være op til én selv, hvad man får ud af de 22 minutter med støj, computerlyde og voldsomme riffs smidt hen over de forprogrammerede spor med metalrytmer og synthflader. Uden vokal.
De eneste ord var de jævnlige ”tusind tak”, der kun fik lov at klinge i få brøkdele af et sekund, før den næste kortvarige, soniske orkan væltede ud over de måske 200-300 nysgerrige sjæle i Musikhusets bløde stole lørdag eftermiddag.
Duoens aktuelle debutalbum ”Electric Violence” indeholder 14 numre på 27 minutter, og de unge metalfætre forstår heldigvis at holde seancen kort, for et menneskes hjerne kan altså kun kapere visse mængder af nye informationer. Og nyt er det.
Kun få har hørt om Next Life. Men alle de fremmødte vil sikkert fortælle videre, hvad de har oplevet. Og forsøge at forklare hvad de har <i>hørt</i>.
Det er lettere at forklare, at de har <i>set</i> en nordmand med asiatiske rødder tonse rundt på scenen med en elektrisk guitar og en lys nordmand med grydehår stå bøjet over et lille keyboard, der frembringer de gameboy-agtige lyde og samtidig lade kroppen reagere på hver en frembragt lyd.
Begge gik jævnligt ned i dyb, vred og forvirret sumobryderpositur og rystede eller nikkede med hovedet i en vældig underholdende performance med god lyd på Musikhusets store scene.
Musikalsk kan man finde elementer af de rastløse landsmænd i Clawfinger, Helmet eller labelkammeraterne Duran Duran Duran. Man kan også finde nogle stramme Steve Vai-agtige figurer, fusionsjazzelementer eller hvad man nu vil, men det er alt sammen lagt over et tonstungt beat og pakket ind i en stram maskinstyret konstruktion, der kunne være underlægning til dans, videospil eller filmstykker.
Det hele blev afleveret meget intenst og energisk, men bortset fra det sidste stykke, en nydelig ambient ting – måske endda en gameboy-figur, der kom lykkeligt i mål med smuk solopgang forude – var det svært at skelne det ene stykke fra det næste. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
