 |
|
|
|
Cirkus Mugison på slap line: fra elektronisk ekstravaganza til bluesrock uden at snuble.
Tekst: Peter Bøggild. Foto: Rhonda Poulsen.
Efter at have spillet solo for 50 mennesker i Musikhuset ved SPOT 10, igen solo for et stærkt entusiastisk publikum på Roskilde festival 2005, var Mugison-maskinen denne gang forstærket med fuldt band … denne gang for en fuld koncertsal.
Med en stribe fine, originale sange og en slidt akustisk guitar er det nærliggende at kalde islændingen singer-song writer. Men som det blev understreget med koncertens første nummer, det harske, tunge og geniale elektroniske noisenummer, ”Sad as a Truck”, er der glasskår i slikposen – man ved aldrig, hvor man har Mugison. Et velspillende overskudsagtigt backing band, hvor ikke mindst tøndetamperen virkede i topform, hjalp til at skære numrene skarpt. Den krystalklare lyd i Musikhuset og de bløde sæder virkede næsten lidt for mat og komfortabelt, mens Mugison tumlede headbangende rundt på scenen.
Trommeslageren, bassist og lap-steel guitarist var stillet op i den store scenes udkant, langt fra hinanden, men med front mod det karismatiske centrum. Konstant snublende (falder han?) og med energisk nærvær og kejtet-smart charme fik han fra starten det siddende publikum nææææsten op af stolene. Meget betegnende var islændingene iskolde, blottet for nervøsitet og påtagethed; den 45 år gamle guitar blev tålmodigt stemt og atter stemt, mindst 10 gange under koncerten mens resten af bandet klovnede rundt. Midt i en kærlighedssang kom en af bandets venner på scenen med omkvædets tekst i kæmpebogstaver på gule skilte, så publikum bedre kunne følge med. Så var en af bandets danske venner de havde festet med aftenen før pludselig på scenen for at spille percussion. No panic, no problem.
Hvor striben af jævnt bluesrockede numre underholdt uden at imponere, var det de elektronisk eksperimenterende numre samt de intense ballader, der fik hårene til at rejse sig og publikum op af lænestolene. Disse numre er absolut også den del af Mugisons studieproduktion, der gør mest indtryk. En fin koncert fra en sangskriver og musiker, der er blevet sammenlignet med Beck og Tom Waits og ovenikøbet ser ud til at kunne tåle det.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
