 |
|
|
|
Café-scenen i kunstmuseet ARoS lægger op til arkitekttegnet og offwhite intimitet. Martha Valle leverede – og charmerede.
Tekst: Sune Holm Petersen. Foto: Tilde Juul.
Den norske pige forærede, missende med øjnene i det skinnende hvide museum, et helt igennem stabilt sæt af pop og country. Kun assisteret af en enkelt guitarist fik hun med sin fløjlsbløde, men præcise, vokal spundet sine sange sammen som et perfekt lydtæppe til den sene eftermiddags sidste kopper kaffe.
Marthe Valles musik er i grunden pop. Helt igennem traditionelle akkorder, kun krydret med helt ukradse jazzede smagsnuancer. Numrenes natur afslører sig selv meget hurtigt og giver dermed ikke forventninger om nogen utraditionel musikalsk oplevelse. Og det er egentlig meget fint, for desto mere overskud har man til bare at lukke øjnene og nyde. Og det er dét, Marthe Valle handler om. Intimitet på den fede måde, som fjerner al krukkethed og eventuelle forventninger om nyskabende, innovativ, original musik. Tilbage bliver guitaren, den sandblæste klaverlyd fra Rhodes-klaveret og stemmen og giver det helt simple og meditative flow, som kalder på overgivelse og nærmest tilgivelse. Og tilbage bliver også et fokus, der er beundringsværdigt og som fæstner opmærksomheden på detaljen gennem hele koncerten. Og detaljer var der rigeligt af; de traditionelle country-fraseringer leveret med skarphed og overskud, en lækkert afbalanceret og melankolsk lyd fra guitaren og elklaveret og, ikke mindst, finurligt skårne popmelodier, som lå tilpas tæt på det genkendelige til at vække umiddelbar glæde, men samtidig med et strejf af skæv charme, som sætter prikken over i’et.
Sammenfattende lykkedes Marthe Valles koncert, selvom publikum, især på de bagerste rækker, ikke altid var lige opmærksomme. Materialet holder hele vejen igennem, og udtrykket – man kunne kalde det Norah Jones tilsat country – viste, at det er værd at lytte til. Og sikkert især, hvis man fik lov at lytte til det på sofaen med hørebøffer på. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
