 |
|
|
|
Mani Spinx leverede et tjekket og medrivende show, der balancerede mellem kitsch, camp og kult.
Tekst: Christian Schelein. Foto: Tilde Juul.
Scenen var sat til en ikke helt almindelig koncert. Det udknaldede bagtæppe og ret detaljerede art-work var af den slags, som er skabt at generere øjeblikkelig kult. Manden med det outrerede navn Mani Spinx levede på bedste vis op til det sære scenario, med sit trashede look og rock-spasmer, der ville gøre Joe Cocker grøn af misundelse.
Musikken var alsidig og helstøbt, og blev overbevisende leveret af det 6 mand høje orkester, der bakkede Mani Spinx op på Train fredag aften. Mani Spinx åbnede solo med den Dylan-agtige teaser ”Fuck”, men derefter brillerede orkesteret med deres overbevisende greb om funkrock, latin, smækre rockballader, og den stensikre rock’n’roll-outro, der lukkede showet med format. Orkesteret fik masser af plads til at boltre sig på, og kvitterede med overbevisende soloer, indimellem de tjekkede korarrangementer, der dannede baggrund for Manis veldrejede melodier.
Et særdeles veltilrettelagt og velgennemtænkt show, måske i nærheden af det fortænkte. "Mani Spinx har længe summet i undergrunden" er et af de tags, som går igen og igen i omtalen af Mani Spinx. Det er lidt uklart, præcis hvor i undergrunden Mani Spinx har summet, men det må være i nærheden af der, hvor kitsch og kult mødes med camp og godt gammeldags showmanship.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
