 |
|
|
|
Lucie Baines" er ifølge gruppen Lucie Baines navnet på ”the most beautiful girl in the world”. Og hiphopperne var da også selv ret lækre at høre på. Men desværre også lidt ensformige og stillestående.
Tekst: Sune Holm Petersen. Foto: Michael Ersted.
Til trods for de måske lidt hårde ord, så var Lucie Baines nu først og fremmest en gedigen gang hiphop i den yderst funky ende af skalaen. I musikken var der fart på de to keyboards, og aggressiviteten i for-rapper Gislis vokal blev fint varieret med spørgende og publikumsudfordrende intonationer.
Den store scene på Officerspladsen var velbesøgt af omkring 250 veloplagte publikummer og fra de allerførste og indledende sekunder af koncerten blev tilhørerne sat i sving med svarråb til de fem legedrenge på scenen; effektivt, underholdende og en rigtig lovende start. Og en start der gav store forventninger til resten af materialet, der også holdt et høj niveau hele vejen igennem koncerten, men som aldrig rigtig nåede at komme op i det røde felt, hverken kvalitetsmæssigt eller energimæssigt. Som sagt blev der leget løs på scenen, og især rapper Gisli imponerede med en sikker og meget potent stil og attitude, men indimellem var det som om, at resten af musikerne – inklusiv den moderne klassiker Kresten Osgood på keys - mest var på scenen for deres egen skyld og kun undtagelsesvis ulejligede sig med at få publikum rigtig med. Nu kan man selvfølgelig ikke forlange en decideret pædagogisk holden-i-hånd fra musikernes side, men glæden fra scenen manglede alligevel lidt at blive spredt.
Nok om at sprede spilleglæde og pædagogiske efterlysninger. Når alt kommer til alt, så var Lucie Baines en tung, svedig omgang hiphop, som med simple midler – bas, trommer, to tangentinstrumenter og rap (og en trompet på gæstevisit) – fik vist publikum, hvordan sådan en type musik skal skæres. Lige en tand for stillestående til min smag, men dog overlegent. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
