ROSA

SPOT

MXD







NYHEDER
PROGRAM &
TIDSPLAN
BANDS
ANMELDELSER
SEMINARER
ÅBNINGSAFTEN
SPOTCAST
MYSPACE.COM/
SPOTFESTIVAL
INFO OM SPOT
INFO-KORT
KONCEPT
SPOT I ORD
BILLETSALG
SÆRTILBUD:
REJSE, BILLET & HOTEL
DSB WILDCARD
KONTAKT
TEKNIK
SPOT HISTORIE
NYHEDSBREV
SAMARBEJDS-PARTNERE
FRIVILLIGE
RIS / ROS

Loney, dear (SE) - Ridehuset, fredag
To stemmer, der byder sommeren farvel. Vel nok en anelse tidligt, SPOT-vejret taget i betragtning, men lad os kalde det kunstnerisk frihed.

Tekst: Mads Just-Olsen. Foto: Rhonda Poulsen,


Veldrejet indiepop springer frem fra de mest utrolige steder. Fra alle sider. Hele tiden. Langt det meste er så luftigt, at det kun ganske kort lader sig mærke før det forsvinder; sødt og banalt. Den veldrejede indiepop, der i form af Loney, Dear er sprunget frem af Emil Svanängens Stockholm-lejlighed er imidlertid tilpas bastant til at efterlade sig et mærke. Et rart og behageligt et af slagsen.

Fem mand høj og iklædt afslappede smil besteg svenske Loney, Dear fredag eftermiddag Ridehuset. Skyerne havde desværre trukket sig sammen over festivalpladsen og en kølig vind sneg sig ind mellem det spredte publikum. Alligevel var det soundtracket til en ubekymret sensommer, der blev præsenteret af det veloplagte band. En ubekymret sensommer, der dog på forunderlig vis emmede af en latent melankoli. En følelse af sommerens ende. Slutter sommeren nu? Netop det tvetydige og underfundige i den ellers lettilgængelige indiepop, var hvad der holdt skruen i vandet og interessen i hu. Det og så en overordentligt velfungerende vokalkonstellation; perfekt afstemte dreng/pige-arrangementer. Mindelser om Rhonda Harris. Og så alligevel ikke. Helt sikkert mindelser om en lykkelig sensommer.

Loney, Dear er indiepop og folk. En snert af visesang, der på indbydende vis krydrer en ellers halvkedelig popsang. Loney, Dear er dobbelt-falset – både dreng og pige. Og det er faktisk rigtig tæt på at være rigtig godt. Koncerten i Ridehuset var til tider betagende (lang vokalbåret passage, mmm, lækkert!) og til tider forsvindende, som banal indiepop har for vane i denne anmelders ører. Heldigvis var førstnævnte det, der fyldte mest i helhedsindtrykket, og Emil Svanängen fik vist, at han har både talent og charme. Fire kokkehuer fik han charmeret fra nærværende skribent. Jeg glæder mig allerede til det bliver sensommer. Ubekymret, dog en anelse vemodigt.

 








Mail til ROSA