|
|
|
|
Lidt for meget ingenting
Tekst: Lisa Reschefski. Foto: Michael Boe Laigaard.
Det var ikke mange minutter, publikum fik mulighed for at lytte til Lisa Vegas lørdag aften. Sangerinden i det amerikansk inspirerede poprockband, Lisa Bianca Pedersen, måtte give efter for en gevaldig tudse i halsen, og afbrød koncerten på Aros efter knapt tyve minutter til stor ærgerlse for de mange mennesker, som havde lagt vejen forbi kunstmuseets café.
Bandet, som normalt består af fem medlemmer, optrådte denne aften som en trio, og Lisa Vegas leverede et ultrakort sæt amerikansk inspireret rock med et stænk af folk, country og blues. Stilmæssigt lægger bandet sig op ad navne som Kira And The Kindred Spirits og The Cardigans, men i aftenens unplugged-udgave var der ikke meget vildskab i musikken, og de stylede musikere så ud af mere, end de rent faktisk kunne levere.
Smukt var det dog at høre de melodiøse vokalharmonier, og samspillet på scenen fungerede fint, på nær Lisa Biancas guitar, som syntes at være mere til pynt end egentlig gavn for musikken.
Et af højdepunkterne i den korte koncert var nummeret "I Love You". Et meget stemningsfuldt og melankolsk stykke musik, der var meget kendetegnende for bandets samlede lydbillede. |
| |
|
|
|
|
|
|