 |
|
|
|
De havde både et es og et fuldt hus. Selvfølgelig vandt Lampshade. Så tillykke, da.
Tekst: Mads Just-Olsen. Foto: Lars Dyrendom.
Jeg vil nødig indrømme det, men jeg er en dårlig taber. Typen der ikke lader yngre familiemedlemmer vinde i Ludo, typen der går i seng kl. 20 efter at have tabt i backgammon tre gange. Jeg må alligevel indrømme, at Lampshade fik ram på mig, da de lørdag aften på Voxhall gentagne gange eksploderede og imploderede, graciøst og indfølt.
Esset havde de i indtagende Rebekkamaria, hvis stemme viste sig at være en velrettet knytnæve lukt i solar plexus på selv den mest afvisende lytter. Sensuel og skarp. Det fulde hus stod SPOT-gængerne for; Voxhall var tæt befolket. Og det var velfortjent. Efter en anseelig mængde spillejobs, og en bunke mere eller mindre obskure udgivelser (eller albumoptrædender), har Lampshade efterhånden fundet sin lyd, ligesom de har fundet sig godt til rette på en scene; syv mand høj og med en vel-koreograferet sceneoptræden.
Men det var ikke det, at de var dygtige, der slog mig ud. Eller at de formåede at spille eksplosiv rock (til tider á la Sigur Rós) uden kvalmefremkaldende efter-veer. Det der slog mig ud var, at koncertens helhed var så overbevisende, at jeg nød det til fulde, til trods for at de fleste af sættets numre ikke sagde mig noget nævneværdigt. Lampshade fandt et passende niveau for eksplosioner, et passende niveau for implosioner og benyttede tiden i mellem de to til at være behageligt melodiøse, lokkende og gådefulde. ”Jamen hov, hr. anmelder! Er det ikke noget værre rod, at være både det ene og det andet, mens man gør det tredje og det fjerde?!” Jo, i høj grad, og hvis jeg blot havde hørt 10 minutter af Lampshades Voxhall-koncert, havde jeg grangiveligt kedet mig bravt, men helheden var som sagt ganske overbevisende. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
