 |
|
|
|
Mere instrumentekvilibrisme end fængende melodier og sang fra mystisk finsk eksperiment.
Tekst: Peter Elsnab.
Svære akkordskifter, sublim timing, ekvilibrister på alle instrumenter. Alt det, der kan ødelægge en god sang. Med mindre man er konservatoriestuderende, musiker eller hifi-nørd. Eller bare helt forgabt i prog-rock.
Finske KTU – udtales som K2 på engelsk – er harmonikamesteren Kimmo Pohjonens seneste projekt. Og det er imponerende. En sammensætning, de færreste har hørt før, og en musik, de færreste har hørt før. Og dog.
For trods den pudsige sammensætning med harmonika, trommer, guitar og livesamples er musikkken ikke anderledes opbygget end 70’ernes progressive rock udviklet hånd i hånd med nye instrumenter og teknologiske landvindinger.
Den tidligere King Crimson-guitarist brillerer på en af de sværeste guitarer at betjene, den 14-strengede Warr-guitar, der både er bas og guitar på én gang og baseret på touch mere end på strengeflåen.
Samtidig er Kimmu Pohjonen – klædt i lang sort nederdel – selv en fornøjelse at se på scenen, når han enten siddende spjætter med benene, leger med pedaler eller stående spiller sin harmonika, som var det Jimi Hendrix med ild i sin guitar.
Der bygges op, rives ned, duelleres og bygges op igen i en trancelignende instrumentalmusik, hvor der desuden eksperimenteres med surroundlyd. Men de soniske eksperimenter bliver aldrig rigtig tryllebindende. Altså med mindre man er konservatoriestuderende osv.
Livesamplingerne er mere pudsige end farverige, der er ingen publikumskontakt, for musikerne har mere travlt med at holde øje med hinanden i deres interne nørderi, og hvad man egentlig skal bruge opvisningen til, er svært at sige.
I perioder grænser det således til det klaustrofobiske at observere indelukketheden, men de cirka 300 fremmødte i Musikhuset takker med stående bifald, der efter tre kvarter og en kaotisk liveafslutning udløser et for Spot-festivalens vedkommende sjældent ekstranummer.
Men hvad ekstranummerets indledende sampling af drikkelyde skulle bruges til, gik hen over hovedet på en anmelder, der sad og savnede en sang. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
