 |
|
|
|
I Am Bones: transformation fra soveværelse-lo-fi til metalmonster ikke helt uden bump i gulvtæppet.
Tekst: Peter Bøggild. Foto: Jonas Jacobsen.
I bandet I Am Bones, tilhører langt de fleste af knoglerne sanger, guitarist og sangskriver Johannes Gammelby. På udgivelsen "Wrong Numbers are Never Busy", stikker en række skæve popsange deres snoede strudsehals frem og tager lange detours rundt i stilarter og virkemidler. På scenen skruer ensemblet derimod bissen på og presser sangene over i en mere bastant rockende retning. Målet med I Am Bones er ifølge Gammelby at lave "aggressiv pop”, og dette småskizofrene modsætningsforhold forsøgte bandet fredag eftermiddag i Ridehuset at løse ved at starte ud med hård pop og så skrue op for aggressiviteten til noget man kunne kalde for skrøbelig hardrock henimod slutningen.
I Am Bones havde god opbakning fra publikum, og gav igen som onde rockere med horn-håndtegn og d-stemte guitarer. Sættet blev indlet med The Beat is Satan og ørehængeren Building Hospitals. Det er musik, der vinker og smiler til amerikanske indierock bands som for eksempel Cake og Modest Mouse og alternativ-rock pionerer som Pixies. Den flittige live-aktivitet i 2006 er givetvis medvirkende til, at der rent teknisk var orden i sagerne.
Som helhed var koncertens største svaghedspunkt den lidt for skrøbelige vokal, der ikke holdt til at blive presset ud til metal størrelse. Den små-slingrende levering af sangene på albummet ”Wrong Numbers…”, blev live til deciderede skæverter på grænsen af den stemmemæssige formåen, og det er har hverken catchy pop eller monstermetal helt godt af.
I Am Bones er i sin fulde ret til at eksperimentere med konventionerne; som upcoming band er det nærmest deres pligt. De har sangene og det tekniske niveau til at fyre sangene af live, spørgsmålet er hvordan. Den var bare ikke helt i skabet i Ridehuset, hvor bandet lod de stikkende poptunes lidt i stikken til ære for et metal, der ikke virkede helt bidefast.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
