 |
|
|
|
Den svenske sangerinde fik vist prøver på sin charmerende komikpop, men manglede en anelse publikumskontakt undervejs.
Tekst: Tekst: Sune Holm Pedersen
Hello Saferide lyder som et elektronisk eksperimenterende 8-mands-orkester, men er i virkeligheden navnet på den svenske en-kvinde-hær Annika Norlin. Hun har en enkelt cd fra 2005 i bagagen, som til gengæld er blevet rigtig godt modtaget i Sverige og har fået radiospilletid i både England og Canada. Den gode modtagelse må sige en ting eller to om, at vi her i Norden har humoristiske fætre og kusiner i Storbritannien og USA’s fredelige overbo, Canada. Og Annika Norlins humoristiske sange blev da også rigtig godt modtaget på Train, men først efter en længere skeptisk dødvandsperiode.
Således tog det i grunden Annika Norlin omkring 35 minutter af det 45 minutter lange sæt at overvinde publikum. Assisteret på scenen af en yderst velsyngende og charmerende Maia Hirasawa blev den ene lettere selvironiske anekdote efter den anden præsenteret og leveret, men der manglede som sagt en forbindelse til publikum gennem den første lange periode af koncerten. Hvad det skyldes er svært at sige, men det virkede som om, alle i salen indimellem havde svært ved at fange pointerne i de søde tekster. Lyden var faktisk rigtig fin og klar, men dialekten eller diktionen gjorde det indimellem særdeles vanskeligt at fange de små hurtige og finurlige pointer om kærlighed, om pennevenner, der lyver for hinanden for at få livet til at fremstå mere spændende og det paradoksale i nytårsforsæt, når man alligevel vågner den 1. januar og føler sig fuldstændig udbrændt.
Men da en halvfyldt Train-sal endelig fik vænnet sig til diktion og tekstunivers, var koncerten desværre ved at være slut. De sidste tre sange fik til gengæld store klapsalver med på vejen, og der blev taktfast kaldt til ekstranummer efter koncerten – og vi fik vores ekstranummer. Desværre kun ét. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
