 |
|
|
|
Svenske Hell on Wheels fungerede ikke helt som en helhed på trods af 12 år og over 250 koncerter på bagen. Indie-rocken i Kunstbygningen trængte til lidt kunstnerisk udfordring
Tekst: Peter Melgaard. Foto: Lars Dyrendom
Det startede nu ellers lovende med en stemningsfuld intro med den selvlærte trommeslager Johan Risberg ved keyboardet, som akkompagnerede frontvokalen og backingvokalen med en kunstnerisk stemning passende til omgivelserne. Derefter gik der dog noget tid inden den svenske indie-trio fik præsenteret det bedste fra deres repertoire.
Forsanger/guitarist Rickard Lindgren spjættede koncerten igennem med både ben, arme og stemmebånd på bedste vis, men stod i sær kontrast til den kølige fremtoning fra bassisten Åsa Sohlgren, som virkede underligt uoplagt eller fastkørt i rutinen med hverken gejst i basspillet eller intensitet i vokalen.
Bandets force ligger nu heller ikke i de individuelle præstationer, men i de fængende kompositioner, som uden at være prangende ofte har et catchy omkvæd, som ætser sig fast i øregangen. Bandet udmærkede sig nu især med den energiske ”Stealing Notes from the Devils Notebook”, som dog desværre var i fare for at smuldre hen i et unødvendigt B-stykke, som fuldstændig tog pusten fra nummeret, mens det lige så stille fadede ud til slut. At niveauet ikke hævede sig over middel i løbet af koncerten er måske en af årsagerne til at bandet endnu ikke har oplevet et større gennembrud.
Svenskernes stil trænger måske til at få et par ekstra strøg med penslen – gerne af typen der sprænger rammerne for hvad de selv tror de kan slippe af sted med. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
