 |
|
|
|
Frida Hyvönen er ikke for dem, der ønsker den komfortable, harmløse singer-songwriter.
Tekst: Peter Elsnab. Foto: Thomas Larsen.
Selvom hun sætter sig ved pianoet i pæn, hvid skjortebluse og nydelige sorte slacks – lidt tjeneragtigt – med rødvin og vindruer i hænderne, er Frida Hyvönen ikke for dem, der ønsker den komfortable, harmløse singer-songwriter. Hun er mere Frida In Your Face.
På den ene side synger hun smukt og romantisk, men samtidig er den svenske sangerinde direkte i sin lyrik og på grænsen til at eksplodere i udtrykket. Hun kigger folk konfronterende, udfordrende i øjnene, men man fornemmer alligevel sårbarheden, at hun ofte føler sig misforstået og ikke gør hverken livet eller kærligheden nem for sig selv.
Som når hun i en slags selvironisk bar-romantik besynger kærlighedens væsen med ensomhed og smerte i linjer som ”One day I wasn’t drunk”. Eller ”Someday when I’m not broke, I’ll buy you a diamond ring” på ”Djuna!” – det smukke titelnummer fra sidste års debutplade ”Until Death Comes” udgivet på The Concretes’ Licking Fingers-label.
Gennem en halv time på singer-songwriter-scenen i Aros fastholder hun intensiteten og veksler fornemt mellem up- og downtempo. Af de sidstnævnte hører ”I Drive My Friend” om at sige farvel til ham den elskede oppe nordfra, fordi man selv bor sydpå, til højdepunkterne. Sådan kan kærligheden også sætte grænser.
Andre steder er hun mere direkte som på den tidlige ”Once I Was A Serene Teenaged Child” om at lære sin seksuelle magt at kende, hvor de lyttende blandt de cirka 100 publikummer griner af linjer som ”Don’t take your pants off, cause I don’t wanna see it”.
Frida Hyvönen er på samme tid en både dygtig pianist og en glimrende performer, der kaster sin sjæl ind i det svære job at fastholde et utålmodigt publikum. Men selvom hun er så intim og intens, at man får lyst til at lære hende nærmere at kende, virker enkelte numre dog også lidt for distancerende, lidt for teatralske i et ellers spændende sæt. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
