 |
|
|
|
Der er mange indtryk at hente, så mange, at det næsten bliver for meget af det gode
Tekst: Theis Trevor Egeberg
Da jeg ankommer i Ridehuset, høres nogle genkendelige elektroniske lyde, fra fordums rytmebokse. Jeg bliver pludselig nervøs for, at jeg er gået til en forkert koncert, men overvejer, at det nok bare er noget muzak imellem koncerterne. Tæppet går fra og afslører et virvar af ledninger, keyboards, et trommesæt og vist også en laptop i det ene hjørne. Her havde jeg fået af vide, at jeg skulle høre jazz.
Tre mand høj står Emil de Waal Plus: Emil de Waal selv på trommer og laptop, og de to, der udgør Plus, er på keyboards og guitar. De begynder med en kort introduktion og kaster sig direkte ud i noget, der får mig til at tænke på, hvordan Kraftwerk ville have været, hvis de havde spillet fusions-jazz i stedet. Kombination virker desværre lidt som det værste af to verdener, og det lyder tilfældigt og iskoldt. Det forekommer mig at være et uheldigt varemærke for alle, der spiller den slags semi-improviseret støj, at de skal have åben mund og lukkede øjne.
Men så, ligesom det danske vejr, slår det helt om, og en genkendelig rytme sætter ind. Det hele bliver til en utroligt stemningsfyldt messende samling klangflader, der langsomt bygger op og daler ned. Det har så meget stemning, at jeg helt glemmer, hvad jeg lige har været udsat for. Men så skifter det igen, tilbage til et kaos, jeg ikke forstår mig på, og ikke vil vide noget om.
Kontrasten i sig selv er så interessant, at jeg får lyst til at eje musikken, og høre den igen og igen.
Bandet er dog dræbende kedelige at se på, deres trance-udtryk og deres fuldstændige mangel på kontakt med publikum gør, at jeg føler, at det lige så godt kunne være en film, jeg så.
De, der stadigvæk står der efter de første fem minutter, bliver der igennem hele den foranderlige suppe. Og der er mange indtryk at hente, så mange, at det næsten bliver for meget af det gode. Men de går balancen fint – og jeg glemmer i hvert fald ikke, hvordan det lød. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
