 |
|
|
|
Forventningerne til Dúné var enorme; et proppet Train med omkring 800 tilskuere, kamerahold, kendte brancheansigter. Hvordan reagerer et band på det, når gennemsnitsalderen er 17-18 år?
Tekst: Sune Holm Petersen. Foto: Rhonda Poulsen.
Totaloplevelsen begyndte med, at trommeslager Malte Aarup-Sórensen i en støvet spot stille og roligt, og helt alene på scenen, satte gang i trommesampleren. Efter lidt indledende småspil på tønderne begyndte et klart beat at sætte sig i folks vippende fødder. Nu spot på to sæt bækkener og lilletrommer ved scenens forkant. Resten af Dúnés i alt 7 medlemmer kommer på scenen; til øredøvende jubel. Som to forstenede rockstjerner tager forsanger Mattias Kolstrup og synth-ist Ole Bjørn Sørensen stilling med en trommestik i strakt arm over hovedet og jublen bryder ud igen. Den tiltagende tunge rytme har nu sneget sig helt ind i folks hoveder og kroppe. Og så levendegøres to de to forsteninger; med vanvittig og tilsyneladende ukontrolleret energi smadres stikker mod trommer og bækkener, og synthflader bobler gåsehud ud over scenen: Dúné er i gang.
Og Dúné stopper ikke igen. Under samtlige af koncertens 45 minutter af synthlyde i både den syrede og blødere ende, metallisk huggende guitarriff og tænderskærende intense og næsten desperate vokalmanifestationer fra Mattias Kolstrup holdes et manisk energiniveau. Uden at det kommer til at gå ud over de for mig ukendte, men fængende melodier, som dog trues lidt af det tordnende lydniveau. Men det var lige meget; det var energien, der trak fremad. Og kulminerede i de sidste ti minutter af koncerten. Vandkaskader fra medbragte vandflasker slynges og sprøjtes ud over publikum af de fantastiske 7, forsangeren dejser om, bliver overdænget med vand, lyset fanges i forstøvede vanddråber som medlemmerne sprøjter ud over hinanden og kamerafolk, publikum og alt, hvad der er i nærheden. Sidste nummer spilles som én langt accelererende energibølge, og slutter, da lyset går ud og efterlader de to synth-spillere alene på scenen.
Musikken toner ud, bifaldet brager op mod scenen. Koncerten begyndte med én mand midt på scenen og et tørt beat; nu er der en pige og en dreng i hver sin side, dryppende af vand, bøjet over deres keyboards. Det er som om alle er blevet lidt rigere. Spørgsmålet var: hvordan reagerer et band med en gennemsnitsalder på 17-18 år på enorme forventninger fra branche, kamerahold, et proppet spillested? Svaret er: De skider på det hele. Og gør det eftertrykkeligt. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
