 |
|
|
|
Førstehåndsindtrykket var ikke just fantastisk, men bandet fik trods alt bevist lidt til sidst.
Tekst: John Fogde. Foto: Enok Holsegaard.
Islandske Dikta må siges at være et temmelig ubeskrevet blad herhjemme. Men ifølge bandet udkommer deres album ”Hunting For Happiness” i næste uge her i landet, så måske kan den være med til at putte dem på landkortet. Pladen udsendes i hvert fald af selskabet Bad Taste, der har udsendt plader med The Sugarcubes og Mugison, så på basis af det alene skal der nok være en del, der vil holde øje med bandet.
Desværre var der dog ikke meget ved koncerten, der gav en synderlig lyst til at følge bandet fremover. De spiller langsom, let melankolsk engelsk-inspireret guitarrock, men den distinkte mangel på melodier gjorde det svært at lade sig rive med. Måske var den meget lyse Kunstbygning heller ikke det mest velvalgte sted set fra et stemningsmæssigt synspunkt, da langt de fleste sad på gulvet eller gik langsomt langs væggene og betragtede de udstillede Søren Solkær Starbird billeder. Og den obligatoriske hippie i lilla, der rytmeforladt dansede ekspressionistisk solodans ved siden af scenen hjalp heller ikke ligefrem på stemningen.
Mod slutningen kom der kom lidt mere knald på musikken, hvilket klart var at foretrække. Det klædte dem at lade aggressionerne få lidt frit løb, og det sidste nummer, ”Chloë”, var uden tvivl koncertens højdepunkt. Under andre omstændigheder kunne Dikta muligvis have været en mere positiv koncertoplevelse. Men i et meget lyst lokale med siddende gæster, som der dog retfærdigvis var en del af, blev de desværre en halvkedelig omgang.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
