 |
|
|
|
Silkeborg bandet satte ild i Voxhall uden alt for meget belastende skarphed eller originalitet.
Tekst: Peter Bøggild. Foto: Lars Dyrendom.
Silkeborg-drengene fra Death to Frank Ziyanak har retrovinden i ryggen, og den gustne kuling har blæst hele vejen fra halvfjerdsernes rebelske garage dage, endnu uden at tabe sin styrke. Månedens Demo i Gaffa, airplay i landsdækkende radio, live på P3… DTFZ surfer bølgen.
Klassisk rock´n roll fyret af i klassisk rock´n roll trio-formation er en stensikker model, udviklet og optimeret af tusinde bands. Det fungerer bare, og det gjorde det også i Voxhall. Death to Frank Ziayanak fik på forbløffende kort tid fyret op under de sprøde teenagere foran, mens den læderklædte, lidt mere visne generation stod længere tilbage med korslagte arme og vippede med fødderne.
Lad os bare sige at det blev en relativ vild affære. De mildt sagt ikke særligt opfindsomme numre blev leveret medrivende og energist, og salen var i løbet af tyve minutter fyldt med stagedivende, crowdsurfende publikummer. Frank Ziayanak overlod på et tidspunkt helt mikrofonen til de eksalterede fans i forreste rækker, der fik lov til at vræle med, og denne gestus sendte en klar besked: vi er sammen om det her. Efter at der et antal gange havde været publikummer på scenen og hoppe rundt, for derefter at blive smidt ned af sikkerhedsvagterne, inviterede Frække Frank til sidst alle der havde lyst op scenen hvorefter tyve halvpåklædte unge væltede lykkeligt rundt, kastede med øl, tøj, hinanden og pillede ved instrumenterne.
Selma, Ibber og Frank rockede ufortrødent videre: uforsvarligt og populistisk, men fantastisk sjovt. Det er ikke nemt at sætte fingeren på hvad præcist det er er trioen gjorde for at få partymeteret til at ringe så vedholdende. Udover det soleklare hit ”Fe Fi Mo Fo” var der ikke nogen af numrene, der stod ud fra rock n roll tågen; det gik ligeud af landevejen i højt tempo med drøn på tønder, stiv p... og håret tilbage, med mere bulder end skarphed. Det var den udadvendte attitude og det uhøjtidlige fællesskab med publikum, der gjorde at man følte sig inviteret indenfor i varmen. Vel er Flamboyante Frank ikke Iggy Pop, og DTFZ er ikke et meteornedslag som the Stooges var dengang de ramte verden, men hvad silleborgenserne ikke har i originalitet har de til gengæld i energi og evne til at sætte fut i fejemøjet.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
