 |
|
|
|
Ingen tøven, ingen luft. Bare hårdpumpende derudaf.
Tekst: Anna Thaulow. Foto: Morten Rygaard.
Fra det første spæde guitar-riff træder David og hans Citizens i karakter som rigtige rock-stars. Energiske, selvsikre og fandenivoldske på den rare svenske måde. Hvor det ikke bliver for vildt og for farligt, men fedt. Specielt bør pianisten have en ekstra klapsalve for sine helt utrolige danse/hoppe trin. Sært - men mest sjovt.
David and The Citizens er værd at høre live. I modsætning til udgivelserne ”For all happy endings” og ”Until the sadness is gone” som godt kan blive ret ensformige, får numrene den fornødne gnist, når de spilles i et dansende rum fuld af lutter ører. Bandets musikalske utrættelighed leder tankerne hen på norske Kaizers Orchestra. En rytmetung femmands hær stormer mod publikum, med frække pågående tekster som ”Song against life” og ”I never really loved you”. Tag lige den.
Skal der alligevel nævnes et lille men, så er svagheden jo ofte en del af styrken. Bandets voldsomme energi bliver til tider for monoton. Koncerten ville ikke blive et mindre live-trip hvis tempo og energiudladning blev sænket enkelte steder. Tværtimod ville bandet kun nyde godt af spille på lidt flere udtryksmæssige tangenter. Når nu der i sangmaterialet trækkes mange skæve tråde til bl.a. den svenske visetradition, jazz og rock, er det næsten synd og skam at fremførelsen bliver så forudsigelig. Man kunne fejlagtigt få tanken, at hvis man har hørt én sang, så har man hørt dem alle.
På vej væk fra koncerten siger den ene dansker til den anden: ”Det var da gedigen svensker-musik...” Ja det var det. Men så alligevel mere end det. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
