 |
|
|
|
Rootsrockerne i Davenport et yderst behageligt og charmerende bekendtskab
Tekst: Pelle Sonne Lohmann. Foto: Frederik Arhøj.
Sympatiske Davenports helt store bedrift springer hurtigt i øjnene denne aften, hvor de danske rootsrockere afrunder Spot-festivalens indtog i Kunstbygningen med deres forfriskende opdatering af det støvede forlæg; bandets klassiske forbilleder synes åbenlyse, men melodierne er sine egne og udtrykket ikke i nærheden af plagiat.
Når sangene så oven i købet er smækkert skruet sammen, er der tale om et veritabelt triumftog, når Davenport sætter fut i kedlerne og tonser ud af skinnerne med lystige, akustiske akkorder, solidt slide- eller plekterspil på den elektriske, rislende dynamiske trommer, muntre basgange, herligt hørbart og lifligt klaverspil samt ikke mindst betagende blæsere, der sammen med forsanger Brian Mathiesens perfekt egnede, let slæbende vokal ligesom er prikken over i'et.
Davenport mestrer det tempofyldte, det livlige, men også det mere tyst afdæmpede og eftertænksomme; som oftest adskilt af sættets numre, men somme tider flettet ind i hinanden med et episk snit til følge, hvilket resulterer i en velvalgt og alsidighedsmæssigt afgørende vekselvirkning.
I det hele taget gør Davenport en ihærdig og vellykket indsats i bestræbelsen på at favne alle genrens aspekter og måske endda skubbe en smule til de konventionelle grænser. Således leger man ved flere lejligheder med vokalharmoniernes væsen, når man søsætter effektfulde, tre-stemmige passager, ligesom der også anvendes såvel harmonika som mundharmonika på de helt rigtige steder.
Ærgerligt at ikke flere publikummer havde fundet ned til Kunstbygningen denne aften, men Davenport må glæde sig over de få fremmødtes åbenlyst massive begejstring, der betød, at bandet minsandten gav et i Spot-regi uhørt ekstranummer. Vi venter spændt på pladen, Davenport. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
