 |
|
|
|
Sluttressernes psykedeliske syrerock revisited.
Tekst: Pelle Sonne Lohmann. Foto: Kristoffer Amlani Ulbak.
Vi kan med rette være stolte af Causa Sui, der trods bandets selverklærede skelen til sager som Jimi Hendrix og Blue Cheer er et overordentligt friskt og unikt pust på den danske musikscene, som ikke just vrimler med konstellationer, der så ihærdigt og kompromisløst søger en autentisk, hårdkogt syrerock-lyd som dén indeværende kvartet uden videre besvær formår at skabe denne lørdag aften.
I gennemsnit varer Causa Suis numre i omegnen af ti minutter, så det siger sig selv, at her er plads til at skeje ud, og at det eksklusive råderum selvfølgelig benyttes til noget, der synes at tangere jam og improvisation. Nuvel, de hastigt spillede, kolossalt pågående trommer og de evigt repetitive, tunge basgange danner noget, der minder om en bund cement, hvorpå guitarblomster i form af heftigt støjende og "feedbackede" udladninger gror på frodigste vis.
Bassen og trommerne styres sikkert i land, og guitarspillet er en udtalt fornøjelse i det øresønderrivende inferno med dets mange lækre licks, raffinerede riffs og stilsikre facon, der her og der pænt låner idéer fra stonerrock-kongerne i Kyuss.
Problemet er slet og ret vokalen, der indimellem halter slemt efter det håndværksmæssigt fremragende spil, og som desværre flere gange skurrer i ørerne. Dels klæder vokalen simpelthen ikke genren, dels beherskes den ikke altid lige tilfredsstillende, og det er ganske enkelt drønærgerligt, for nu var det lige så godt.
Hjertet er ellers på rette sted; således stampes der indlevende i scenegulvet, lige som guitaristen vugger bølgende i takt til sit instruments lyde, og man fryder sig over det hvid- solbrille- og pandebåndsklædte band, der overordnet tager sig så oprigtigt ud, som et dansk syrerock-band kan i 2006. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
