 |
|
|
|
Campsite spillede solen frem med lækker attitude, god energi og en håndfuld jævnt dansable rocksange.
Tekst: Mads Just-Olsen. Foto: Lars Dyrendom.
De har hørt det før, og jeg er vis på, at de blot tager det med et smil: Campsite er atter et band i striben af (mestendels britiske) rockbands, med hang til catchy omkvæd, synth-hooks og dansable rytmer. For at få det af vejen nævnes hermed Franz Ferdinand, Kaiser Chiefs, Arctic Monkeys, The Killers og Editors. Og så ikke mere om dem.
Officerspladsen lagde lørdag eftermiddag scene til Spot 2006-festivalens måske nok bedste bud på tidstypisk britpop, made in Denmark, vel at mærke. Energi, attitude og musikalske kompetencer var helt åbenlyst i orden hos de selvproklamerede rocksensationer i danske Campsite. Rocksensation er, efter min mening, et stort ord, men det er uomtvisteligt, at bandet har en god tæft for melodi og fremdrift, samt at de i forsanger Johannes Nidam har en glimrende frontfigur med både god karisma og ditto stemme. Der blev skulet til mikrofonen og smilet til publikum. Rock’n’roll på den uhøjtidelige måde. Dejligt. Befriende.
Musikken er i sig selv uhøjtidelig, med opfordringer til dans og fest. Men hvor målet står skarpt (uhøjtidelighed og fængende nærvær), sløres til gengæld virkemidlerne i en til tider rodet instrumentation. Guitar, bas og trommer er bekvemt britpoppede og velspillede, men de oftest markante synth-hooks og klaverflader er, på trods af sikker hånd fra Christoffer Schultz, mærkværdigt distancerede fra resten af bandet. Sammensætningen har en tendens til at virke en anelse søgt, som om den geniale idé om 80’er-keyboards parret med rockmusik er blevet tænkt som musikkens varemærke, at all costs. Ikke at kombinationen er fuldstændig forrykt (- den er glimrende!), der kan blot godt arbejdes mere med lyd og klang fra tangentsiden. ’Nuff said, Campsite ved skam godt, hvad de laver, de skal bare lave det endnu bedre, tak. For de er et værdsat bekendtskab, og musik såvel som koncert vidner om kvalitet og stort potentiale. Med vægt på "potentiale", for man blev ikke just rystet i sin grundvold af eftermiddagens koncert, eller blot tvunget ud på dansegulvet, men man måtte smile og nikke anerkendende, når Johannes Nidam og Co. sendte forventningsfuldt spørgende blikke mod publikum. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
