 |
|
|
|
I de helt rette omgivelser i Kunstbygningen bød Camille Jones på matiné, hvor musikken udgjorde traktementets isterninger.
Tekst: Filip Granlie. Foto: Enok Holsegaard
´Defend Skate´ stod der på Camille Jones´ trommeslagers gule t-shirt. Hans skjold var et kompetent og hårdtslående fundament for Camille Jones, der klædt som et blødende isbjerg i hvidt dress og røde stiletter dansede nedad isbjerget i et hovedløst, begavet styrtløb på skøjter. Undervejs slog hun musikalske piruetter sammen med ensemblets to øvrige musikere på henholdsvis tangentinstrumenter og laptop. Et ubekymret, graciøst isbjerg på is. Dét er cool.
Camille Jones´ dansevenlige penthousemusik fandt sig godt til rette i Kunstbygningens kælder, som i øjeblikket lægger hus til musikfotoudstillingen "Beat City" af Søren Solkær Starbird. Iblandt billeder af Sharin Foo, P.J. Harvey og andre seje musikere hang publikum ud og befandt sig mestendels siddende og nød fra gulvhøjde bandets udskejelser, der bød på opfindsomme og medrivende rytmer flankeret af laptop- og tangentherrernes dekonstruerede interventioner, som i høj grad var stortrommefølgende basgange, blandede lydflader og liflig støj. Camille Jones selv dansede dertil og sang en slags kinky soul, der desværre var mixet en smule for lavt. Hun synger fedt og sikkert og blinkede som et imødekommende og advarende isbjerg af spillelyst og nydelse ved sine medspilleres engagement.
I en pause mellem sangene spurgte Camille Jones publikum: "Ka I li´ det?" Svaret var klart, og Camille Jones kvitterede med et håndtegn.
Håndtegn vurderet, accepteret og sendt tilbage. Dér.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
