 |
|
|
|
Fra sofistikeret og kantet retro-rock til halbal og røvballe-rock på 40 minutter. Noget af en (mærkværdig) præstation, men de ER skam også dygtige, de nordmænd.
Tekst: Mads Just-Olsen. Foto: Lars Dyrendom.
Fra første færd, om end vindruskende, kold og fugtig, er det tydeligt, at de tre nordmænd på Officerspladsens teltscene er smaskhamrende dygtige til det de laver. Det er groove med gigantisk G, og det er tight som i metroen i Tokyo. Publikum er spredt i det store telt, men en anseelig flok er tydeligvis tændte tæt på scenen. Og bandet ditto. Øystein Greni, Erik Tresselt og herlige Olaf Olsen sætter af både energisk og målrettet, endog på overbevisende vis. Ja, fødder vrikker og hoveder nikker. Det rocker. Det er tiltrængt efter en minutiøst tilrettelagt koncert med Blue Foundation og en håndfuld mindre koncerter med et luftigt, artsy, poppet præg. Så han er glad, skribenten, men lykken er lunefuld, og glæden kun kort. På trods af en koncertstart, der kun er en halslængde fra at overvinde undertegnede, så ender Bigbangs 40 minutters selvproklamerede ”freedom rock” i en følelse af halbal og røvballe-rock. Men lad os starte ved begyndelsen.
Med tydelige aner i 60’erne og 70’ernes bluesrock (med en snert af rockabilly) præsenterer Bigbangs musik sig som et intelligent bud på retro-rock anno 2006 – hvor selvmodsigende det end må være. Til tider uregerligt som The White Stripes, oftere tungt rockende som Led Zeppelin, er musikken ikke blot groovy og tight, men kantet og interessant. Sidstnævnte især i kraft af sporadiske vokalharmonier i falset og trestemmigt. Olaf Olsen leverer en sublim bund, og hoveder må nikke og fødder vrikke, som det sig hør og bør. Men som sagt er glæden kort. Det intelligente og kantede erstattes gradvist af forudsigelighed og uinspireret repetition. Glæden og taknemmeligheden hos undertegnede daler, spøjst nok i takt med at stemningen foran (og senere PÅ) scenen højnes. Der danses skulder ved skulder, hoppes, klappes. I bedste byfest-stil. Publikum på scenen og ekstatisk guitarsolo som le grande finale. Det er uden tvivl en god byfest, men ikke desto mindre en byfest. Det er ikke godt nok, når stedet er SPOT og man allerede har vist, at man godt ved, hvor balancen mellem det retro-rockede, det interessante og det folkelige skal ligge.
De har øvet sig på det i 14 år. De har brugt seks albums på at finpudse stilen. Hvorfor må vi ikke høre det?
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
