 |
|
|
|
Ung Århus-gruppes storladne patos-rock fremkaldte stående ovationer
Tekst: Ole Rosenstand Svidt, Gaffa. Foto: Michael Ersted.
 |
Lis Er Stille - fik stående
ovattioner efter åbnings-
koncerten i Musikhuset.
|
Årets åbning af Spot-festivalen i Århus bestod i år ikke kun af en sid-ned-åbning i Musikhuset, men også af to andre arrangementer, nemlig en kombineret dansk og canadisk aften i telt ved Officersscenen og en fusion af rytmisk og klassisk musik i Ridehuset. Den ”officielle” åbning, den med talerne – i år ved borgmester Nicolai Wammen og Nephew-sanger Simon Kvamm – fandt dog stadig sted i Musikhuset. Her havde den unge og nyligt albumdebuterende Århus-gruppe Lis Er Stille fået æren af åbne Spot på den store scene foran op mod 1500 gæster. Noget af et sats fra Spot-arrangøren ROSAs side, da Lis Er Stille ikke ligefrem er verdenskendte, men som ROSA-formand Gunnar Madsen påpegede, så skal man jo også satse stort nogle gange.
Og Lis Er Stilles musik er da også så monumental, at den sagtens burde kunne fylde Musikhuset ud. Det beviste kvintetten også hurtigt, da de kastede sig ud i sangen ”Styrke”. En sang, som for tiden ligger højt på P3’s Lytterhitliste Det Elektriske Barometer, og ligesom Lis Er Stilles øvrige sange er bygget op efter følgende formel: Masser af mol-akkorder, langsomt tempo, stille intro, gradvis opbygning mod et støjende klimaks, og så en stille outro. Længde: Cirka 10 minutter. En enkel, men ofte stærkt virkningsfuld opskrift, som navne som islandske Sigur Rós, skotske Mogwai og canadiske Godspeed You! Black Emperor også har haft stor kunstnerisk succes med – for førstnævntes vedkommende ligesom Lis Er Stille med en lys, skrøbelig stemme i front. Og også Lis Er Stille gjorde en god figur på Musikhusets scene. De spillede virkelig, som om de mente det, ved en til tider særdeles voldsom lydstyrke, og så gjorde det ikke noget, at de fusionerede musikken med for tiden musikpolitisk ukorrekte tiltag som slagbas, guitarsoloer og attituder som en liggende guitarist og et gribebræt løftet højtideligt mod loftet.
En musik, som i den grad er velegnet til at kalde billeder frem på den indre nethinde, og Lis Er Stille hjalp billederne på vej med yderst sparsom belysning, men til gengæld et velfungerende videoshow, hvor optagelser fra scenen blev mikset sammen med drømmeagtige sekvenser af blandt andet dansere og jernbanestrækninger. Særdeles effektfuldt akkompagnement til musikken.
Tre numre fik vi, og så var Lis Er Stilles halve time på scenen gået. Kvintettens exit udløste spontane stående ovationer fra de over tusind publikummer. Også fra undertegnede. Selvom Lis Er Stille ikke har genopfundet det dybe musikalske vand, så er deres udtryk respektaftvingende, og med en gennemsnitsalder på omkring de 20 har de i den grad fremtiden foran sig. At navnet så sender nogle helt andre signaler end musikken, er så en helt anden sag.
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
